Illumineret, hedder det. Ikke belyst. Måske kunne ordet oplyst gå an. Men den gamle kone, der engang spåede H.C. Andersen, sagde nu, at til hans ære ville Odense by blive illumineret.

Det er ikke krakileri, det er litteraturundervisning. For hvis man vil "fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse", skriver man illumineret. Ikke belyst.

Bogen her er grundlæggende en velfortalt historie om digterens liv med hovedvægten på hans barndom og ungdom. Det gennemgående fortællegreb er en række tilbageblik, hvor Andersen i direkte tale fortæller, hvad der sker omkring ham. Derved får man omdannet de fleste verber til nutid, og det gør i de fleste tilfælde læsningen nemmere. Det er en helt forsvarlig teknik, som også er kendt fra filmisk fortælling. Jeg synes bare, at letlæsningsforfattere skal gøre sig helt klart, om deres bøger skal henvende sig til dårlige læsere, eller om de er skrevet, for at mindre vidende også kan få del i de nationale fortællinger. Denne bog er hovedsagelig skrevet for voksne, der skal lære dansk, "men kan desuden anvendes i folkeskolen fra 5. klasse", skriver forlaget. Jeg tror, at de voksne vil have nemmere ved at huske et malende, internationalt kendt fremmedord end en passivform som belyst, og børnene vil få fremmet deres oplevelse af sproget ved at få del i dets magi. Det skulle jo gerne fremgå, hvad det var, som gjorde digteren berømt.

Illumination er fakkeltog og lysene i granguirlanderne over hovedgaden i december. Fascinerende, fortryllende og overvældende luksus. Belysning er elektrikerens udstillingsvindue.