Der er ikke mange som Louis Jensen, der kan modellere sin sjæl, så den passer præcis til at være inden i en 12-13-årig dreng, der består af lige dele videbegær og forelskelse. I magnetfeltet mellem sin indsigtsfulde far, sin solide dansklærer og sin kæreste, der er så hemmelig, at hun vistnok ikke selv ved, at hun er det, spørger jegfortællerdrengen ind til H.C. Andersen. Og får svar. Indsigtsfulde og solide og dem, der blæser i vinden.

Det kan ellers godt være anstrengende med sådan en indskreven fortæller, der altid lige står til rådighed, når ungdommen har brug for lidt oplysning, men her fungerer samspillet mellem far og søn fint og næsten troværdigt. Drengen er et produkt af logbog-æraen og skriver flittigt ned, så han kan huske, hvad han skal have med i stilen og ikke mindst snakke med den dejlige Marie om. Notaterne er kursiverede, og det er lige før, at man alene ved at læse dem får en nogenlunde acceptabel indføring i den historiske digter og hans forfatterskab. Det er godt gået.

Historien flyder smukt og eftertænksomt hen over siderne, en god og glad læseoplevelse. Sandsynligvis også for tolvårige med mindre belæste fædre.

En del af spørgelysten er genereret af, at en dansk stil om emnet skal afleveres meget snart. Klasselærer Ruth er næppe den eneste, der i det kommende halve år får den ide at stange digteren H.C. Andersen fra Odense ud som stileemne. I Louis Jensens fine bog med de mange gode billeder kan man finde alt, hvad man skal bruge til formålet.