Debat

Dannelse – ja tak

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 45 begrunder professor på Danmarks Pæ-dagogiske Universitet, Per Fibæk Laursen, hvorfor han foretrækker begrebet kompetence frem for dannelse. Han hævder, at begrebet dannelse er en »fremmed fugl« i folkeskolen. Jeg læser hans indlæg med stor undren!

Per Fibæk må have overset de fagformål, der har været gældende for flere af folkeskolens fag gennem hele det 20. århundrede. For faget dansks vedkommende har dannelsesbegrebet således været levende siden folkeskoleloven fra 1899. Det dannelsesperspektiv, som blev knæsat af Vilhelm Andersen, fastholdes og udvikles op gennem det 20. århundrede. Det er et dannelsessyn, der er milevidt fra den overfladiskhed og udvendighed, som Per Fibæk omtaler. En sådan fremmedhed over for begrebets fylde kan naturligvis godt findes i ikke-pædagogiske kredse. Men ingen lærerstuderende har forladt seminariet i løbet af de sidste 25 år uden at have været med i indgående og nuancerede drøftelser af dannelsesbegrebet.

Folkeskolen skal således ifølge faghæftet for dansk ikke »oplære« eleverne til at blive dannede. Dansk er ifølge »Signalement af faget« (side 10) et dannelsesfag, men dannelse er ifølge undervisningsvejledningen (side 109) ikke »et færdigt produkt af kulturarv (...), men den proces, som eleverne gennemløber, når de gennem arbejde med deres kulturelle og samfundsmæssige baggrund og fremtidsperspektiver tilegner sig viden og erfaringer om væsentlige sider af tilværelsen«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når dannelsesbegrebet er blevet drøftet så kvalificeret og grundigt blandt de lærerstuderende samt på kurser for folkeskolens lærere, skyldes det ikke mindst en af Per Fibæk Laursens forgængere på Danmarks Pædagogiske Universitet, professor Mogens Nielsen. Tankevækkende ikke sandt!

Dannelse ja tak.