Februar næste år bliver afgørende for den ny overenskomst for lærere.

Får vi mon reallønsfremgang, en ny lønaftale og en ny arbejdstidsaftale, og kommer vi overhovedet til at stemme om et forlig eller et mæglingsforslag?

Denne gang forhandles der for første gang efter en »omvendt forhandlingsmodel«, som skulle betyde, at organisationsforhandlingerne blev mere decentrale og tættere på medlemmerne. Her skal mere end 50 større og små kommunale organisationer først hver især forhandle deres specielle krav for derefter i fællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte at forhandle de generelle krav om lønstigninger og reguleringsordning. Det kan blive en succes, hvis det lykkes at få en aftale. Omvendt vil modellen vise sig hovedløs uden et resultat.

Optimismen er til at tøjle, og vi er gennem Lærernes Centralorganisation tilsyneladende ikke dem, de kommunale arbejdsgivere vil bruge mest tid på her i den første fase af forhandlingerne.

Hvis formanden, senest i februar måned, ikke kan skaffe et forlig med arbejdsgiverne, som hovedstyrelsens flertal kan anbefale til urafstemning blandt medlemmerne, går vi direkte i Forligsinstitutionen, og så er det ude med de frie forhandlinger i denne omgang.

Hvis forligskvinden derefter ikke formår at skabe et mæglingsforslag, som hovedorganisationerne kan acceptere, kan det betyde, at overenskomstfornyelsen bliver helt uden medlemmernes inddragelse gennem en urafstemning.

Følgelig kan vi med eller uden de overenskomstansatte i strejke eller lockout få et politisk indgreb fra regering og folketing, som dikterer vores løn- og arbejdsvilkår de næste tre år.

Der skal kæmpes hårdt for et forlig ved de frie forhandlinger og for det direkte medlemsdemokrati gennem urafstemning. Alt andet vil være hovedløst.