I nummer 46 har Folkeskolen en kort notits, hvoraf det fremgår, at kun hvert fjerde politikerbarn i Københavns Kommune går i folkeskolen. Den oplysning overrasker ikke mig. Da jeg i 60erne var engageret i organisationsarbejde, konstaterede jeg, at det forholdt sig på nogenlunde samme måde for Folketingets politikere, og det er mit indtryk, at billedet ikke har ændret sig til det bedre siden da. Der er for mig ingen tvivl om, at (mis-)forholdet er et udtryk for den lovmæssighed, ifølge hvilken det er de resursestærke, der vælger folkeskolen fra, uanset om det er realskoletypen eller lilleskoletypen, der vælges i stedet.

I al den tid jeg har fulgt med, er privatskoleprocenten vokset støt og roligt fra år til år, og der er desværre intet, der tyder i retning af en ændring. Udviklingen på politikerniveau har formentlig været tilsvarende, blot har procenten altid ligget markant højere.

I betragtning af den interesse, som politikerne foregiver at lægge for dagen, når det gælder lovgivning om folkeskolen eller om lokalt at føre den ud i livet, virker det tankevækkende, at de fleste, når det kommer til stykket, vælger den fra.

Allermest tankevækkende er det imidlertid, at det også gælder den politiske fløj, der særligt ønsker at fremstå som talsmænd for solidaritet med de svage i samfundet.