Debat

DLF og privatskoler

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad Folkeskolens Genmæle i midten af 90erne forudså, er nu en realitet. På bare ti år er det lykkedes embedsmænd og politikere at afvikle den danske folkeskoles folkelige opbakning og høje faglige niveau. »Verdens bedste folkeskole« udeblev. Såvel embedsmænd som politikere har virkelig fået et stort forklaringsproblem over for det danske folk og i særdeleshed over for forældre med skolesøgende børn.

På kun ti år blev den selvstændige, kreative danske folkeskolelærer systematisk omgjort til verdens dyreste implementeringslærer. Og det fortsætter ufortrødent. Senest med Odense-vævernes planer for indførelse af den fleksible og rummelige skole. Dette udspil efterlader en helt ny og moderne forståelse af, hvorfor H.C. Andersen forlod Odense for senere at skrive »Kejserens nye klæder«.

En Gallup-undersøgelse viser, at den kommende generation overhovedet ikke tror på, at folkeskolen kan udvikle de sociale kompetencer og faglige færdigheder, der er nødvendige for det moderne menneske. Fremtidens forældre vil fravælge folkeskolen til fordel for privatskoler.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I lyset heraf bør DLF helt seriøst overveje at gå ind i en ny strategi for fremtidens skole. I takt med kommunesammenlægningerne bliver folkeskoler nedlagt. DLF bør kunne overtage nogle af disse skoler, i den rækkefølge økonomien tillader det. Med dygtige lærere og skoleledere inden for egne rækker kan DLF hurtigt få sat gang i eftertragtede undervisningsmiljøer for fremtidens unge. Inden for en overskuelig fremtid vil DLF kunne tilbyde undervisning i verdensklasse.

Reformivrige embedsmænd kan i stedet sætte Skub i implementeringen af det fleksible og rummelige plejehjem. Et uddannet og veltrænet personale i ældrestile ville fremtidigt kunne tilbyde blandt andre pensionerede embedsmænd albuerum i »Verdens bedste plejehjem«.