Kære Bjarne Nielsen: I Folkeskolen nummer 44 anklager du mig for »gold kritik« i artiklen »PPR svigter lærerne« i nummer 38. Er adskillige konstruktive forslag til at forene rummeligheden med kvalitet gold kritik?

Du klandrer mig for ikke at dokumentere mine påstande, men er Jan Kirkegaards »imødegåelse« af mine udsagn i nummer 40 dokumenterede, som du skriver? Bygger de på forskning, objektiv viden og indsigt, som du jo kræver af mig?

Hvis du mener, at den eneste måde, man kan diskutere praksis på, er med baggrund i objektive »beviser« ja, så er det paradigmeskifte, han beskriver, da ikke slået igennem.

Mit ærinde har hele tiden kun været og er stadig: Hvordan medvirker Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til, at børn med svære AKT-problemer kan rummes med kvalitet også for de andre børn i klassen og for lærergruppen. I disse svære sager ved vi begge, at PPRs indstilling til indsats nødvendigvis må være skriftlig. Jeg er ikke i tvivl om, at der mindst er en overordnet strategi i denne indstilling. Men min påstand er så igen at de optimale forudsætnings- og udviklingsstrategier, der omfatter alle børn i klassen, hele lærerteamet, hele forældregruppen, ikke er det normale. Da I for et par år siden bad mig holde foredrag på årsmødet for skolepsykologer om emnet, fremhævede jeg nøjagtig samme problemstilling og påstande som i nummer 38. Der var ingen protester og ingen, der som nu markerede, at en synliggørelse af de mulige negative konsekvenser af en sådan optimeret strategi var »holdningsmæssigt i modstrid med bestemmelserne«.

Jeg håber, jeg må få en invitation til et møde i bestyrelsen og udførligt beskrive grundlaget for min kritik og mine forslag til handling.

Redaktionen betragter hermed debatten mellem Per Kjeldsen og Bjarne Nielsen og andre om dette emne for afsluttet