Teksttilpasning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har tradition for at bearbejde en tekst læseteknisk, så den er tilgængelig også for skoleelever med læsevanskeligheder, og det er god tradition. Men den kan praktiseres på mange måder, og ikke alle har til alle tider været lige velsete. Enhver, der skriver for en defineret målgruppe og ikke bare for selv at få sat ord på virkeligheden, tilpasser uvilkårligt sit sprog efter modtageren. Når jeg sender et kort til et treårigt barn, skriver jeg ikke om katedraler i gotisk stil eller om mine overvejelser over sjælens udødelighed. Jeg skriver om byer, dyr, kirker og mennesker, jeg har mødt. Og den, der skriver for niårige børn om livet i middelalderen, vil også være konkret og anskuelig i sin udtryksform. Forhåbentlig slipper der også et nyt ord ind en gang imellem, for alle øger deres ordforråd ved at møde ord, de ikke har set eller hørt før, og børn kan godt lide at møde nye ord og udvikle mere og mere præcise hypoteser om, hvad de behøver.

Ingen kan sætte en finger på den form for teksttilpasning. I det hele taget er der enighed om, at fagtekster kan tåle næsten hvad som helst i form af sproglig bearbejdelse. Men når man skriver fiktion, er situationen anderledes. Også der kan man imidlertid trygt have en ung målgruppe for øje, vel at mærke hvis man skriver nye tekster. Skoleinspektør Dines Skafte Jespersen var med til at gøre mine børn til glade lyttere og læsere. Både de og vi voksne kunne lide at læse historierne og at læse dem højt, men stor kunst er der jo ikke tale om. Men mindre kan altså gøre det.

Mest problematisk er at omarbejde etablerede klassikere af litterær eller rituel karakter. Når der kommer en ny bibeludgave og en ny salmebog, opstår der let protester mod tekstjusteringerne. Maria skal eksempelvis ikke vente et barn, hun skal være med barn eller frugtsommelig, synes nogle. Og moderniserer man H.C. Andersen, hvad enten man er Jens Andersen eller Villy Sørensen, vover man sig ud i et risikabelt ærinde.

Sartheden kan være endnu større. Der er folk, der opfatter det som helligbrøde at sende Karen Blixens værker ud med moderne ortografi, altså med små bogstaver i navneordene og bolle-å, og jeg ville nok også selv nå til grænsen af min tolerance, hvis jeg så en Blixen-tekst med nyt komma. Men det skyldes måske, at jeg ikke går ind for det, og at Blixen uden tvivl ville have delt min opfattelse.

Professor Higgins