En forbedret lønudvikling skal efter min opfattelse være hovedmålet for forårets overenskomstfornyelse.

Vi skal have en ny lønmodel med udviklingsmuligheder for en forbedret realløn og genopretning af vores lønniveau, så det svarer til vores uddannelse og ansvar. Fokus skal være på løn.

Men hvad så med en ny arbejdstidsaftale?

DLFs ledelse har i mange måneder forsøgt at få reelle forhandlinger om arbejdstiden med kommunerne. Det er ikke lykkedes. Forhandlingerne brød endelig sammen her i juni måned. Det lykkedes end ikke at få blot nogle få principielle enigheder om et grundlag for forhandlingerne.

Kommunerne ønsker blandt andet, at det skal være skolens ledelse, der disponerer over alle lærerens arbejdstimer og dermed over tiden til skolens mange arbejdsopgaver, herunder tiden til forberedelse.

Heroverfor ønsker DLF, at en ny arbejdstidsaftale skal give lærerne rådighed over og ansvar for den samlede undervisningsopgave samt give en højere grad af central aftalebinding. I det lys ser jeg ingen mulighed for at få en acceptabel ny arbejdstidsaftale, som i givet fald også skal indeholde nogle af arbejdsgivernes mærkesager.

Derudover ønsker jeg fortsat ikke, at det skal være den enkelte lærer, der skal have ansvaret for den samlede undervisningsopgave. Herved bliver der alt for mange muligheder for, at forældre, ledelse og kommune kan lægge pres på den enkelte lærer. Selvansvarlighed for arbejdstiden giver ikke tryghed i tider med laviner af nye krav til skolen, kombineret med kommunale besparelser.

Det, vi i al enkelhed kunne ønske os, er en forbedret aftale med et maksimalt ugentligt undervisningstimetal og en højere individuel forberedelsestid med en direkte sammenhæng til antallet af undervisningstimer.

Min indstilling er klar: Det fulde overenskomstfokus skal være på en højere løn, og utopien om en ny arbejdstidsaftale bør skrinlægges.