Folkeskolens leder:

Sendt hjem

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidste år tog skoleleder Anker Mikkelsen på ferie i udlandet. Da han kom hjem, havde kommunen taget skolen fra ham. Han kunne stadig få løn, men han var skoleleder uden skole.

»Du er syg«, fik han at vide. »Så farvel og tak«. Eller i hvert fald farvel.

Mikkelsen smækkede ikke med døren, men en del forældre undrede sig. Hvordan kunne han cykle rundt i byen og være sund og rask, når han var blevet sat fra bestillingen på skolen, fordi han var syg?

I dag er Anker Mikkelsen skoleleder igen. På en anden skole i en anden kommune. Han strutter af sundhed og energi. Og hans tro på, at folkeskolen har brug for pædagogisk udvikling, er intakt. Tankerne bag Hellerup Skole, som han blev beordret hjem fra, er stadig rigtige, siger han.

Og forklaringen på bortvisningen?

Ja, den blæser i vinden. Eller gemmer sig på Gentofte Rådhus.

En mulig tolkning er, at hjemsendelsen skete for at hjælpe en overarbejdet og stresset skoleleder, der var blevet syg. Men formen taler imod. Hvorfor skulle beslutningen tages, mens Mikkelsen holdt ferie? Hvorfor blev der ikke mulighed for at sige farvel til skolebestyrelsen? Og hvorfor skulle en anden kommune turde ansætte en syg, gråhåret skoleleder, der oven i købet er på den forkerte side af de 60 år? Spørgsmålene står i kø uden svar.

Jamen, så lad os prøve med en anden mulig forklaring:

Anker Mikkelsen var for besværlig.

Han var og er med på det nye.

Men han var også irriterende, for han insisterede på, at den nye skole skulle bygges til undervisning og ikke til fritidspædagogik. Lærere og elever skal kunne få arbejdsro, argumenterede han. De skal kunne gå ind bag en væg, når de har brug for fordybelse og samtale. Men på rådhuset og i projektledelsen ville man det anderledes, og arkitekterne foretrak store, åbne lokaler. Mikkelsens lydtætte arbejdsrum og skillevæggene blev sparet væk. Skrivebordsgeneraler-ne vandt over den praktiske skolemand.

»Der blev sparet lige præcis dér, hvor det gjorde ondt på undervisningspædagogikken«, forklarer Anker Mikkelsen.

Det praktiske resultat blev en hverdag med støj, larm og træk med de konsekvenser, det har, som det er blevet beskrevet i Folkeskolens artikler fra Hellerup Skole.

Historien om skolelederen, der blev sendt hjem, er tankevækkende i sig selv. Som et eksempel på, hvor forskellig personalepolitik kan opleves alt efter om den ses gennem rådhusets eller den ansattes optik.

Men historien om, hvordan man kan diktere en bestemt pædagogisk tankegang gennem økonomistyring, arkitektur og personalepolitisk sortering, er mindst lige så tankevækkende.

Og meldinger fra hele landet mere end antyder, at den kamp foregår mange steder.

-th

Han insisterede på, at den nye skole skulle bygges til undervisning og ikke til fritidspædagogik