Ulla-Britt Sabroe (Folkeskolen nummer 29-33) kan have ret i, at skolen ikke ligefrem er syg. At den skranter på visse punkter, er der dog næppe nogen, der vil benægte. Kommer vi så bedst dens skavanker til livs ved at konfrontere dem eller ved at vende ryggen til dem? For tiden er det en ganske udbredt forestilling, især i ledelseslaget og konsulentbranchen, at hvis vi alle giver os hen til »den gode fortælling« om skolen, så kan vi så at sige tale skolen bedre. Man skal være ret langt væk fra skolens virkelighed for at kunne bilde sig sådan noget ind.

Hvad vi mere end noget andet mangler i skoledebatten, er realitetssans. Presset på de offentlige budgetter er så stort, at skolen må sætte tæring efter næring. Mål og midler skal hænge sammen, og da midlerne ikke justeres op til målene, må vi justere målene ned til midlerne. Det burde ikke være nogen ulykke i en skole, der fortsat er blandt verdens dyreste.

Hvis Ulla-Britt Sabroe og jeg overhovedet er uenige, når det kommer til stykket, må det vist være på det mere filosofiske plan. Jeg holder med salig Karl Popper i, at politik, herunder skolepolitik, i det åbne samfund ikke skal dreje sig om at maksimere lykken, men om at minimere ulykken. Politisk målstyring fra oven kan tage sig vældig flot ud på papiret, men udarter let til foragt for de givne vilkår og kan afspore skolen totalt. En pragmatisk tilgang, der bygger på praktisk pædagogisk problemløsning fra neden, er måske mindre spektakulær at se til. Til gengæld virker det efter hensigten.