Så er det endelig i dag, du skal begynde i 1. klasse. Jeg ved, du har glædet dig længe, så de sidste par dage har været lange. Sidst vi var sammen, fortalte du, at du var bekymret for dine 8-taller. Jeg synes nu, de er gode nok. Man kan i hvert fald sagtens se, at der står 8. »Joh«, havde du sagt, det var ikke det. Man kunne godt se, det var 8-taller, men du lavede dem den forkerte vej rundt.

»Den forkerte vej rundt?«

»Ja, den forkerte vej rundt. Man skriver 8-taller sådan her«. Og så havde du besværligt, men omhyggeligt skrevet et 8-tal på papiret.

»Ja«, sagde jeg. »Det er da flot«.

»Nej«, havde du svaret. »Det er ikke så flot som de andre. Det er, fordi jeg har lavet det den rigtige vej rundt«.

»Den rigtige vej rundt?«

»Ja, man skal lave 8-tallerne den rigtige vej rundt. Sådan her. Men det er svært. Jeg kan bedre lave dem den anden vej rundt. Sådan her«.

»Hvordan kan man vide, hvad der er den rigtige vej rundt?«

»Den rigtige vej rundt, det er sådan her«.

»Jeg skriver altid 8-taller sådan her«.

»Morfar! Det er den forkerte vej rundt!«

»Forkerte vej. Hvorfor er det den forkerte vej rundt?«

»Det er det. Der er den forkerte vej rundt. Sådan her. Og så er der den rigtige vej rundt. Sådan her. Men den rigtige vej rundt er den sværeste«.

»Hvis den forkerte vej rundt er den letteste, hvorfor siger vi så bare ikke, at det er den rigtige, og at den rigtige er den forkerte vej rundt?«

»Sådan kan man ikke bare gøre«. »Hvorfor ikke?« »Det kan man ikke«. »Hvorfor?« »Morfar, hold nu op. Den forkerte vej rundt er den forkerte vej rundt, og den rigtige vej rundt er den rigtige vej rundt. Man kan ikke bare bytte om på det«.

»Hvis det er sådan, så har jeg altså hele mit liv skrevet 8-tallerne den forkerte vej rundt«. »Det er ikke så godt. Måske var det sådan, morfar, at dengang du gik i skole, vidste man måske ikke endnu, hvilken vej der var den rigtige vej rundt«.

»Det kan da godt være. Men hvordan har man så fundet ud af det?«

»Det ved jeg da ikke«.

»Morfar, det kan også være, at min skole er bedre end den, du gik i, og derfor lærer jeg at lave 8-tallerne den rigtige vej rundt«.

»Det kan da være lige meget, hvilken vej man laver dem. Man kan jo ikke se på 8-tallerne bagefter, hvilken vej de er lavet«. »Man kan se det, hvis nogen ser det, mens man laver dem«. »Der er da ingen, der står og ser på en, mens man skriver«. »Joh«. »Hvem for eksempel?« »Læreren«. »Står læreren altid og ser på dig, mens du skriver«. »Ikke altid. Kun når jeg laver 8-taller«. »Hvorfor kun når du skriver 8-taller?« »Fordi jeg laver dem den forkerte vej rundt«.

»Jamen, hun kan da ikke stå hos jer alle sammen, mens I skriver 8-taller«. »Det gør hun heller ikke. Når vi laver 8-taller, står hun mest hos mig, fordi hun ved, jeg kommer til at lave dem den forkerte vej rundt«. »Det er der vel også andre, der gør«. »Nej, det er kun mig. Så er der andre, der laver andre fejl med 4-taller eller 9-taller. Så står hun hos dem, når vi laver 4-taller eller 9-taller. Det er det, man har en lærer til«.

»Jeg ved udmærket godt, hvad man har en lærer til. Jeg har selv været lærer engang«.

»Lærte du så børnene at lave 8-taller den forkerte vej rundt?«

»Selvfølgelig gjorde jeg ikke det«. »Hvordan kunne du lære børnene den rigtige vej rundt, når du ikke vidste, hvad der var den rigtige og den forkerte vej rundt?«

»Emil, nu skal jeg sige dig en ting: Det er fuldstændig hamrende lige meget, hvilken vej rundt man laver sine 8-taller«.

»Synes du altså«. »Ja, synes jeg altså«. »Men det er der andre, der ikke synes«. »Hvem for eksempel?« »Lærerne«. »Ikke alle lærere«.

»Morfar, du sagde, at du havde været lærer engang. Så er du det ikke længere. Og hvis du var lærer, hvorfor er du så ikke i skole? Og hvis du ikke er lærer mere, så er du ikke med til at bestemme, hvilken vej man skal skrive 8-tallerne«.

Steen Larsen, husejer