Måske læser eleverne bedre i dag

Det tyder på, at læseprojekterne i kølvandet på Den grimme ælling har gjort eleverne til bedre læsere. Ingen ved det dog præcist. Der er grund til at være bekymret, mener kritiker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det tyder på, at danske børn er blevet bedre til at læse end for ti år siden. Men ingen har overblik over, om de mange projekter, udviklingsarbejder og kurser i forlængelse af den store læseundersøgelse i 1994 har virket.

»Forhåbentlig får vi lidt mere at vide til december, når Pisa-rapporten om 2003 kommer. Den indeholder et element af læsning, og der har vi for første gang elever fra 8. klasse med, som begyndte at gå i skole, efter at der var kommet opmærksomhed på læsning, og derfor har været hele møllen igennem«, siger seniorforsker Jan Mejding fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Eleverne i 3. klasse bør længe have haft udbytte af det øgede fokus. Det tyder da også på, at de er blevet bedre til at læse.

»Vi har en række udsagn fra kommuner om, at resultaterne fra deres læsetest ser bedre ud end tidligere. Det går igen blandt de yngre børn i Danlæs-undersøgelsen fra 1999 og i en undersøgelse i 3. klasse i forbindelse med F2000. Men vi har ikke en landsdækkende undersøgelse«, siger Jan Mejding.

Netop i disse dage sender han et skema ud til samtlige kommuner, hvor han blandt andet spørger til, om de konsekvent samler resultater fra læsetest, og hvordan de i givet fald ser ud.

»Det kan måske give et billede af, hvordan det går med læsefærdighederne på landsplan«, siger Jan Mejding, der regner med at have tallene klar i løbet af efteråret.

Også Pisa-undersøgelserne har vist en vis fremgang i 3. klasse. Til gengæld læser elever i 8. klasse ringere end tidligere.

»Spørgsmålet er, om de store klasser er blevet efterladt i et tomrum. Den grimme ælling fik skoler og kommuner til at sætte fokus på begynderundervisningen. Men læsning skal udvikles kontinuerligt«, siger Jan Mejding, der regner med, at svarene på hans spørgeskema vil vise, om kommunerne også har tænkt på de store elever.

Grund til at være bekymret

Selv om en kommune kan fremvise bedre testresultater, er det meget vanskeligt at sige, hvorvidt det skyldes et udviklingsarbejde, understreger lektor Elisabeth Arnbak fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»En test tager ikke højde for, hverken om forældrene læser mere med deres børn end tidligere, om pædagogerne i børnehaven arbejder mere med sproglig opmærksomhed, eller om skolerne er blevet dygtigere til at identificere svage læsere. Den slags kræver, at man forsker i det, men det er dyrt«, siger hun.

Der er i det hele taget god grund til at være bekymret for den danske læsestandard, mener Erik Håkonsson, der er pensioneret lektor i psykologi og tidligere leder af Forum for Læseforskning.

»Danlæs viser, at indsatsen har haft en vis effekt, men også at spredningen er enorm. For mig siger det, at nogle lærere har formået at blive dygtige til at undervise i læsning, mens andre ikke er blevet påvirket«, siger Erik Håkonsson og peger på, at effekten af de mange kurser i læseindlæring har været kortvarig.

»Tilløbet til kurserne stod på i tre år. Så var det slut. Heldigvis fattede en del lærere så stor interesse for læseindlæring, at de steg af efter 3. klasse og begyndte forfra. Men i de fleste tilfælde kom lærernes nye viden kun de elever til gavn, som de tilfældigvis havde, mens de var på kursus«, siger Erik Håkonsson og beklager, at der er alt for få resurser til at efteruddanne lærerne til at undervise i læsning og skrivning.

folkeskolen@dlf.org

Læsning og læseforskning ti år efter

I august 1994 udkom »Den grimme ælling og svanerne« med nordiske resultater fra den store, sammenlignende internationale læseundersøgelse. Den sendte chokbølger gennem skole- og seminarieverdenen og gennem det politiske landskab.

Powered by Labrador CMS