Så kom regeringens længe ventede udspil om internationalisering af uddannelserne. Lad det være sagt med det samme: Der er meget lidt nyt på folkeskole- og læreruddannelsesområdet.

Man kunne have forventet, at regeringen ville ophæve den regel, der blev indført af Margrethe Vestager, nemlig at lærerstuderende ikke må afvikle noget af deres obligatoriske praktik på en udenlandsk skole. Problemet er, at der kun er få lærerstuderende, der overhovedet kommer på udenlandsophold i deres studietid, fordi de skal være væk i tre måneder for at få et Erasmus-stipendium. Det er meget svært at indpasse, når der ikke må indgå praktik, hvilket der-imod er tilladt for pædagogerne.

I strategien er det formuleret med en for udenforstående helt uforståelig sætning: Adgangen til kvalitetssikret praktik i udlandet for lærere og pædagoger bør fastholdes. Altså at pædagogerne forsat gerne må, men lærerne fortsat ikke.

Når det er så vigtigt, at lærerstuderende kommer ud på andre græsgange, er det, fordi det skærper deres blik for, hvad der er værd at bevare i den danske folkeskole, og hvad der ikke er. Den nye kritiske rapport fra OECD lægger op til en veritabel kulturændring i skolen, men hvordan kan man være med til at ændre en kultur, hvis man ikke kender nogle alternativer?

Men der lægges da heller ikke op til kulturændringer i strategien for internationalisering: indholdet i folkeskolen og i læreruddannelsen er foran-kret i dansk kultur og tradition.

I sin evalueringsrapport om den internationale dimension i folkeskolen kunne Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) konstatere, at der var endog meget stor forskel på kvaliteten og omfanget af den undervisning, eleverne fik i forskellige skoler.

Elevernes udbytte afhænger både af lærernes viden og engagement og af, at der er klare beskrivelser af undervisningens mål og af, hvad det er, eleverne skal have ud af det.

Vi ved, at eleverne lærer mest af autentiske læringssituationer: at samarbejde med elever i andre lande både virtuelt og face to face. At bo i et fremmed hjem og have udenlandske gæstelærere.

Evas rapport anbefalede derfor, at Undervisningsministeriet præciserede et mindsteniveau for indsatsen. Altså hvad kan man forvente, at elever har lært og erfaret i deres skoletid? Det kunne for eksempel bestå i, at de i løbet af deres skoletid to-tre gange havde gennemført et projektorienteret forløb over nettet i samarbejde med en eller flere klasser i andre lande. En enkelt klasseudveksling med privat indkvartering kunne vel heller ikke være for meget at forvente.

Men det er der ikke lagt op til i strategien. I skolen handler internationalisering især om, at læreren gennem sin undervisning kan formidle viden og holdninger, der sætter eleverne i stand til at begå sig i de globaliserede samfund uden tab af national og personlig identitet.

Altså lærerens formidling, men ikke noget om elevernes oplevelser, erfaringer og egne læringsaktiviteter.

Den nye strategi lover alene, at der vil blive udarbejdet et inspirationshefte om, hvordan arbejdet med internationalisering hensigtsmæssigt kan gribes an i kommuner og på skoler. Derudover vil regeringen styrke sprogundervisningen og brugen af it. Det er godt men det er ikke godt nok.

Strategien efterlader det indtryk, at skolen og læreruddannelsen skal beskyttes i forhold til den internationalisering, der i øvrigt skal fremmes i det øvrige uddannelsessystem.

Tove Heidemann er international koordinator, CVU Sønderjylland