Farvel folkeskole. Fint for øvrigt, at jeg nåede at sige op med 32 års pensionsalder og 15 måneder før efterløn og pension, inden det blev officielt, at jeg var den, de andre ikke ville lege med. »Den privatpraktiserende lærer« sætter skoletasken i skammekrogen, for han har »ingen plads i det selvstyrende team«. Sådan hedder det i lokal aftale mellem kommune og lærerkreds. Og det er rigtigt nok. Jeg fik aldrig lært at tale med glød i stemmen om projektorienteret, tværfagligt læ­rings­forløb. Jeg blev ved med at snakke om undervisning i stedet for læring. Jeg har aldeles aldrig søgt at skabe læringsmiljøer, men fortsatte med undervisningsforløb med henblik på indlæring, hvis resultat jeg også ulejligede eleverne med at overhøre og stille dem til ansvar over for. Mine tidligere omgivelser har selvfølgelig et nutidigt halleluja-ordforråd til at klassificere en sådan manglende »forandringsparathed og fleksibilitet«. Jeg vedkender mig min privatpraktiserende indsats. Uden den var det ikke lykkedes at skabe en international dimension i undervisningen med elev­udveks­ling, lærerudveksling, fæl­les undervisningsprogrammer over internettet gennemført af danske og udenlandske elever. Det kræver energi at møde verden, at anbringe elever i udenlandske kultur- og undervisningssammenhænge. Især når det sker på trods. Den privatpraktiserende trods har fået nok af folkeskole. Skulle nogle igennem de sidste fem et halvt år alligevel have læst mine mange indlæg i Folkesko­len, så er forklaringen på tavsheden herefter ovenstående udvikling. Farvel til Folkeskolen, som lider lidt for meget af berøringsangst i forhold til det pædagogisk toneangivende. Kommunernes næsten kupagtige pædagogiske projekt kræver krasbørstig, kyndig modstand. Berørte aktive lærere kunne blive Folkeskolens fødselshjælpere.