Sidste år blev Fadi Abdul dømt for at have udsendt en løbeseddel, der opfordrer til drab på jøder. Han er talsmand for den islamitiske organisation Hizb-ut-Tahrir, som er erklæret modstander af demokrati. I sidste uge kom det frem, at Hizb ut-Tahrir tilsyneladende forsøger at hverve 10-12-årige skoleelever i Brøndby Kommune, så det er forståeligt, at der er politikere, der ønsker at forbyde organisationen. Men rigsadvokaten er i gang med at undersøge Hizb ut-Tahrirs aktiviteter, og indtil videre har hans konklusion været klar: Grundloven forhindrer et forbud.

Den politiske følgeslutning burde være lige så klar: Vi må arbejde endnu mere ihærdigt for at ændre de forhold, der gør, at nogen føler sig tiltrukket af Hizb ut-Tahrirs totalitære tanker. Men sådan tænker man ikke i Dansk Folkeparti. Skidt med grundlov og retssikkerhed, organisationen skal forbydes med det samme og pædofiliforeningen skal med i samme omgang. Hvis en retssag viser, at organisationerne er omfattet af grundlovens frihedsrettigheder, så må de blot er­klæres lovlige igen.

Følelsesmæssigt er det nemt at følge forbudsønsket. Men det må aldrig aldrig nogensinde alene være den slags følelser, der styrer de politiske handlinger. Grundloven beskytter ikke kun det og dem, flertallet sympatiserer med. Den beskytter også dem, som man er uenig med og vil bekæmpe. Hvis den grænse overskrides, ligger vejen åben for det totalitære, som det demokratiske retssamfund skal beskytte alle imod.

Det er slemt nok, at Dansk Folkeparti fører sig frem med forslag til kreativ omgåelse af grundloven. Men det er dybt foruroligende, at der et døgns tid tegnede sig et flertal i Folketinget for idéen. Først af alle meldte De Radikale sig i heppekoret, og straks efter stemte Kristendemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne i. Det udsatte justitsminister Lene Espersen for et voldsomt pres, men heldigvis holdt hun hovedet koldt. Hvis der ikke er klare beviser, er det ulovligt at forbyde en forening, lød hendes kategoriske afvisning. Nogle timer efter stak Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne så piben ind, og i weekenden forsøgte Marianne Jelved sig med en diplomatisk mavelanding, så også Det Radikale Venstre kunne lægge afstand til Dansk Folkepartis forlag.

Integrationsminister Bertel Haarder har afsat penge til en undersøgelse af racistiske, fundamentalistiske og antidemokratiske holdninger blandt skoleelever. Det er et godt initiativ. Men det er ikke nok. Magtudred­ningens store undersøgelse af elevers praksiserfaringer med demokrati, som netop er offentliggjort, viser, at der i gennemsnit er et par elever i hver klasse, som oplever, at de ikke kan være »sig selv« i klassen, og de føler sig samtidig uden for fællesskabet. Den kombination er farlig.

Undersøgelsen viser også, at det er muligt at skabe klassefællesskaber med gensidig respekt og samhørighed. Jo bedre fællesskabet er, jo bedre har eleverne ved at give udtryk for egne synspunkter og klare uenighed konstruktivt. Det er den slags, der skal styrkes i praksis. I skolen, i samfundet.

-th

Se netnyhederne side 4. Læs også side 14, 30 og 32