Debat

En nødvendig prioritering

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»En nødvendig prioritering« skrev undervisningsministeren i sidste nummer som svar på mit indlæg om nedprioritering af linjefagene billedkunst, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab.

Dansk og matematik er ganske rigtigt vigtige for erhvervelse af andre kundskaber end fagets egne, men en éndimensionel fokusering på de to fag løser ikke problemet for elever med manglende læse- og skrivefærdigheder. I 26 år har jeg som lærer ud over dansk primært arbejdet med specialundervisning og billedkunst. Jeg har oplevet elever, der havde umådeligt svært ved at lære at læse, og som havde oplevet nederlag på nederlag, fordi al fokus var blevet rettet mod det, de ikke kunne. For at komme videre var det nødvendigt at finde frem til andre sider hos eleverne, der kunne give selvtillid og mod på at fortsætte kampen.

Ved at bruge et bredt spekter af tilgange til oplevelser og lærdom kan vi lukke op for elevers blokeringer, så også læsning kommer inden for rækkevidde. Billedkunst er som dansk et sprogfag, hvor der arbejdes med at udtrykke oplevelser, og hvor eleverne får åbnet sanser og opmærksomhed. De øvrige fag, der foreslås nedprioriteret, er som håndværks- og kulturfag også vigtige tilgange til elevers udvikling som helstøbte mennesker.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Kulturministeren skriver i handlingsplanen for Børnekulturens Netværk: »Kunst og kultur skaber kvalitet i børns liv. Børnekultur er tilbud om oplevelser, der udvikler og udvider børnenes syn på sig selv og på verden. Børnekultur giver børnene fantasifuldhed og kreativitet evner, som vi allerede nu kan se vil være efterspurgte hos fremtidens voksne. Vigtigheden af en samlet indsats for børnekulturen kan således ikke overdrives«.

De fag, undervisningsministeren vil nedprioritere, er en vigtig forudsætning for den målopfyldelse. Der mangler åbenlys sammenhæng mellem de forskellige tiltag, og vi har brug for et langt mere ambitiøst og fremadrettet udspil til læreruddannelsen ikke kun af hensyn til læsesvage elever, men af hensyn til alle elevers udviklingsmuligheder.