Lokal løndannelse på nuværende præmisser er ikke vejen frem. Det er vi enige om, og så langt er KL også nået.

Alene på den baggrund bliver Overenskomst 05 interessant.

Vi skal finde frem til de rigtige ændringer, der gør, at vi ikke snyder os selv.

At en ny lønaftale skal indeholde flere og bedre centrale aftaler, ligger fast. At forlodsfinansiering er udelukket, ligger fast.

Men skal lokale lønforhandlinger fortsat være en del af vores lønsystem? Og hvis det skal, på hvilke præmisser?

Den problemstilling er højaktuel og indgår i medlemsdebatten, der begynder sidst i april.

Det ligger også fast, at KL fortsat har en klar ide om, at lokal løndannelse er kommet for at blive.

Det kan man vælge at afvise entydigt, eller man kan forsøge at analysere sig frem til, hvad vi samlet set står os bedst ved.

Vi skal nemlig både have et retfærdigt lønsystem og være sikre på vores andel af lønkronerne.

Desværre er det ulig meget nemmere at gå fra et centralt aftalt lønsystem, som vi gjorde i 99, end at komme tilbage igen i et snuptag. En overenskomst, hvor mange medlemmer ikke får nogen lønfremgang, og hvor samme medlemmer måske skal være løntilbageholdende i flere overenskomstperioder, fordi de har fået lokale fordele, er blot et scenarie. Men der er mange andre. De lokale lønkroner, vi allerede har forhandlet os frem til, skal vi ikke smide ud, og vi skal heller ikke opleve, at de andre organisationer, der har valgt at fortsætte lokale forhandlinger, får en lønudvikling på vores bekostning.

Det er problemstillinger som disse, vi skal have nogle seriøse diskussioner om, så kongressen til september kan vedtage vores endelige overenskomstkrav på det bedst mulige grundlag.