I skolen findes børn, lærere, ledelse og budgetter. Hele den autentiske skole.

På det pædagogiske universitet findes lektoren, som har lanceret den autentiske lærer. Læreren med starquality og ikke et ondt ord om det. Denne lærer bestrider sit job godt og kan lide det. Skulle det være særligt bemærkelsesværdigt? I princippet en naturlig forventning til enhver profession. Det glade budskab kan misbruges, selv om det ikke er forskerens intention, men der lurer kvalitetsstempling og rangordning af lærerne. Den autentiske lærer har intet at frygte, men hvad med den usikre lærer, som måske også har været trynet i et autentisk team.

Hen over kaffen bliver der næppe snakket meget om den autentiske lærer, for hvilken lærer er man selv, og hvad mener kollegaen. Lærere er ligesom andre folk stolte og blufærdige. Eller bange.

Den almindelige lærer, som undertiden tvivler på sin gennemslagskraft, bekymrer sig om en vanskelig forældresamtale, bruger mængder af energi på kræ­vende teamsamarbejde, og som nogle gange kunne ønske sig et skulderklap fra ledelsen, er i mine øjne den ægte lærer.

Evnen til at arbejde under konstant pres i den modsætningsfyldte skole udvikler slidstyrke, som ikke nødvendigvis stråler.

Som lærer vænner man sig til at være offentlig ejendom, og naturligvis skal man kunne stille op til faglig vurdering og udholde at have sin person på spil, for lærerrollen er og bliver personlig. Den gode lærer har sjælen med på arbejde.

Sjælen i arbejdet har med den personlige urørlighedszone at gøre, og den besidder en integritet, som ikke kan gøres til genstand for objektiv forskning.

Hvad forskningen derimod i praksis kan hjælpe lærerne med, handler om: faget, eleven og metoden.