Debat

Hvorfor tage til Rebild

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man behøver skam ikke at tage til Rebild for at få en konkret præsentation af F-2000 i øjenhøjde. Tag nu for eksempel 10.-klasserne.

Her startede en konkret håndfast kvalitetsudvikling for mere end 25 år siden med nedlæggelsen af den højeste kvalitative skoleform, Danmark nogensinde har haft. Så brugte man de følgende 18 år på at forberede det næste kvalitetsspring. I 1993 var man så klar til at indføre den skoleform, der mere end nogen anden tænkelig skoleform lagde de mest besnærende og yndefulde hindringer i vejen for al seriøs faglig uddannelse. Og hvilket overdådigt læs af retorisk tankebedøvende litteratur og selvopfyldende forsøg var dette spring dog ikke ledsaget af. Det var over al måde grundigt arbejde. Og nu var kvaliteten nået så højt, at ingen uden de mest euforisk besatte kunne øjne den. Så nu kom problemet med at synliggøre skolen for den måbende hob. Kvaliteten af 10. skoleår var nu så udviklet, at det som det reneste tidsspild kun skulle huse de elever, der hverken vidste ud eller ind. Det måtte skolevejlederne sørge for. Og disse vejledere skulle også synliggøre det kvalitative i, at den verden, hvor i morgen er ganske anderledes end i dag, kræver udarbejdede uddannelsesplaner allerede i 6. klasse eller om nogle år i børnehaveklassen. Det ser ret modsigelsesfuldt ud. Men i skolesammenhæng og med socialdemokratiske briller er det altså kvalitet. Og så er tomrummet efter den udvandede faglighed jo også så dejligt udfyldt med tidsfordriv af højkvalitet. Så, hvorfor tage til Rebild.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Brønderslev