Der er ingen tvivl om, at der lægges op til konflikt ved næste overenskomstforhandling. Spørgsmålet er så bare, hvem der egentlig lægger op til hvad?

Hvis lærerne strejker, vinder de intet, men taber en hel del rent økonomisk.

Gevinsten går til den offentlige arbejdsgiver, som sparer millioner i lønninger.

Politikerne kan oveni sende sorteper videre til lærerstanden, når problemet med de strejkeramte elever bliver forældrene for meget. De har som regel medierne på deres side, eller også er det DLF, der aldrig har lært at bruge dem?

Med andre ord: Magten ligger hos de folkevalgte på godt og ondt. Demokratiet går trods ret til høring og indsigelser ikke længere end til dit kryds på stemmesedlen.

Hvad kan vi så gøre? Hovedstyrelsen skal vågne op til visioner og handlinger og sørge for, at:

1: Kredsene indkalder deres folkevalgte (foketingskandidater) til høring med forældre, lærere og vælgere. De har pligt til at møde op i deres opstillingskreds.

Vi byder på et traktement af et vist omfang, så de magelige kommer op af sofaen. Til dette traktement er konfliktkassen velegnet. Der er her tale om et konfliktvåben, blot med konstruktivt indhold.

På høringen, som kunne foregå som en paneldiskussion, oplyser folkeskolens brugere politikerne om, hvad der skal til, for at alle brugere fungerer optimalt til fordel for den bedste skole.

Den folkevalgte kan så samtidig gøre sine synspunkter og holdninger synlige, så vi kan se, om han/hun egentlig er i overensstemmelse med sine vælgere. Vi har vel folkestyre?

2: Skal der strejkes, er det vigtigt med en plan.

Hvor kan det give tilsigtede resultater? Vi skal ikke strejke for at demonstrere, men for at opnå vores mål.

At lamme skolerne omkring Folketinget og eventuelt ved Kommunernes Landsforening kunne da komme på tale, endda rigtig lang tid. Og kun der, hvor det virkelig kan blive en belastning for de politikere, som konstant vender det døve øre til.

3: DLF og hovedstyrelsen skal nu vågne op og definere deres rolle og eksistensberettigelse som fagforening.

Det må være sidste udkald.

Alle samfundsforhold, som berører medlemmernes levevilkår, er en fagforenings anliggende.

Hvad er målet?

1: 20 procent lønefterslæb. Det er reallønstabet siden 1990, eller ned med skatter/afgifter og brugerbetaling.

2: Bedre levevilkår.

Og det vil sige: med de skatter, som er nordens højeste, skal vi også have en sundhedssektor på højde med Sverige og Norge, som med færre midler ligger langt over os i offentlige ydelser og service.

3: Gennemsnitslevealderen skal op. Den er den laveste i Europa.

Danskerne løber hurtigst og får mindst ud af det (økonomisk) OECD-rapport over ni europæiske lande (1991). Dette skal nu ændres!

4: Langt større ressourcer til skolerne.

Efteruddannelse, kantine, undervisningsmaterialer, som lever op til kvalitetskravet, bedre rengøring mere kvadratmeterplads per elev, arbejdspladser til lærerne etcetera.

Tiden er løbet fra strejker og konflikter.

Vores kampvåben er åben dialog, konfrontation og høringer. Vi er lærere, og vores slogan er oplysning.

Dette skal vores fagforening slås for på alle fronter, ikke mindst i medierne og ved personlig konfrontation med den politiker, som bevidst forsøger at mistænkeliggøre lærerne og misinformere offentligheden, som det er blevet 'in' at gøre.

Vores hovedstyrelse skal være mere synlig, progressiv og udfarende i sin rolle!

Sven Sonnenberg

Fakse Ladeplads