Stig Petersen skriver i Folkeskolen nummer 48, at lønnen først kom ind på en fjerdeplads i medlemsundersøgelsen, hvorfor han konkluderer, at 'danske' folkeskolelærere i vid udstrækning ikke er til fals for ussel mammon'. Jeg tror, at lønnen spiller en undervurderet rolle i undersøgelsen. Alle forventer, at lønnen er i orden og prioriterer derfor andre mere konkrete formål højere. Jeg er meget optaget af, hvordan vi som lærere kan bruge den decentrale løn og også den nye løn på en konstruktiv måde. Hvis vi ikke forstår at udnytte lønmidlerne, hvor de findes - og det bliver i højere og højere grad decentralt - tror jeg, at medlemmerne vil blive endog særdeles utilfredse på et senere tidspunkt.

I samme indlæg postuleres det fejlagtigt, at jeg skulle være uenig i DLF's overordnede politik, at undervisning er en kerneydelse. Jeg har faktisk i adskillige indlæg forsøgt at beskrive, at vi skal finde frem til måder at tilgodese undervisningen på. Således har Københavns Lærerforening over for Københavns Kommune rejst krav om et decentralt løntillæg til undervisere med 23 timer eller flere. Jeg står således ikke fast ved, at 'et undervisertillæg på 288 kroner er helt okay sammenlignet med et skolebibliotekartillæg på 1.600 kroner'. Jeg har tværtom gang på gang tilkendegivet, at der ikke er balance mellem vores mange decentrale løntillæg i København. Men de over 6.000 tillæg - heraf mere end 3.000 decentrale - når bredt ud og har betydet, at næsten alle lærere tilgodeses. Faktisk viser konkrete undersøgelser på flere skoler, at viceskoleinspektørerne - som vi ikke forhandler løn for - kommer ind på en tiendeplads på 'lønningslisten'. Dette er ikke i sig selv hensigtsmæssigt, men det er udtryk for, at mange lærere ved udnyttelsen af de decentrale lønmidler henter sig nogle betydelige lønmæssige goder - vel at mærke uden at samarbejdet i hovedstadens folkeskole af den grund er gået fuldstændig rabundus. I det hele taget er Stig Petersen så fastlåst i sine synspunkter, at han på forhånd har stemplet ny løn som 'i substansen samarbejdsnedbrydende og fagforeningsfjendsk' og hævder, at den vil lade den enkelte lønarbejder selv kæmpe for sin løn. Han fortsætter med at spørge, 'hvad vi skal med en fagforening, der ikke i enhver henseende centralt forhandler overenskomst'. Til det er kun at svare, at fagforeningens opgave er at tilgodese medlemmerne. Hvis- en del af lønnen skal hentes ude i kommunen, ja så må fagforeningen forhandle der. Hvis den ikke gør det, sker der blot dét, at medlemmerne sakker bagud lønmæssigt. Det er faktisk dét, der er sket i den periode, hvor DLF ikke mente, at det var passende at beskæftige sig med decentral løn. Det svier til medlemmerne nu. I debatten om ny løn hævdes det igen og igen, at lønslagsmålet vil blive den enkeltes sag. Det er helt forkert. Det er fortsat fagforeningen, der har aftaleretten, og det er DLF, centralt eller på kredsniveau, der skal forhandle. Opgaven består i at lave en underviserlønmodel med forhåndsaftaler, og det tror jeg faktisk vil være muligt. En sådan ville også kunne tilgodese Stig Petersen, så han kan få kvalifikationstillæg for sit hav af musikkurser på Danmarks Lærerhøjskole. Det er måske mere tvivlsomt, om en aftale kan stemmes hjem med de mange fordomme, der tilsyneladende hersker om emnet på trods af den lange debat. Hele forløbet omkring Nyhavn i København, hvor Kristelig Fagforening er gået af med sejren, viser desværre med al tydelighed, hvad der sker, når en fagforening ikke forstår at justere til de nye tider.

Jan Trojaborg

formand for

Københavns Lærerforening og medlem af hovedstyrelsen

Ovenstående bringes, selv om vi i sidste nummer skrev, at vi sluttede debatten. Begrundelsen er, at indlægget er sendt og modtaget, før bladet udkom.

Redaktionen