Folkeskolens leder:

Offeret betaler

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En lærer skal ikke finde sig i dag efter dag at få sin undervisning overvåget af utilfredse forældre. Selvfølgelig ikke. Det er uanstændigt, at man overhovedet kan finde på det. Og det er en psykisk belastning, som intet normalt reagerende menneske kan klare ret lang tid.

Men sagen fra Jersie Skole i Solrød Kommune har vist, at forældre-mobning kan få lov til at fortsætte, hvis der ikke er en arbejdsgiver, der tager sit ansvar alvorligt; og først nu - mere end et år efter at den chikanerede lærer brød sammen - har Erhvervssygdomsudvalget i sidste uge meddelt, at det anerkender lærerens lidelse som en arbejdsskade.

Bedre sent end aldrig, kan man sige. Men den skade, lærer Birte Jacobsen er blevet udsat for, kan ikke gøres god igen. Forældrenes mobning og arbejdsgiverens manglende vilje til at gribe ind har været så voldsom en psykisk belastning, så hun nok aldrig kommer helt over det.

Sagen har været fyldigt omtalt i Folkeskolen flere gange. Kort fortalt handler den om, at en gruppe forældre var imod, at deres børn blev undervist af Birte Jacobsen. Forældrene forlangte at få læreren fjernet, allerede før børnene var begyndt i 1. klasse, og da de ikke fik deres vilje, mødte der hver dag to forældre op i matematiktimerne. Overvågningen fortsatte, selv om skolelederen bad dem stoppe, men hverken skoleleder eller overordnede kommunale myndigheder greb ind, og Birte Jacobsen og støttelæreren blev derfor nødt til at sygemelde sig.

Da Arbejdstilsynet udsteder et påbud til skolelederen om at undgå 'unødige, sundhedsskadelige psykiske belastninger' som forældrenes overvågning, anker borgmesteren afgørelsen til Direktoratet for Arbejdstilsynet, fordi han ikke ønsker indblanding udefra. Her får han dog ikke støtte, for Direktoratet bakker 100 procent op om det lokale Arbejdstilsyns vurdering.

Men tiden gik, og Birte Jacobsen kunne gå alene derhjemme med sine problemer.

Det er det ene principielle forhold i sagen: at en arbejdsgivers tøven og modstand kan få lov til at trække en sag i langdrag, så offeret bliver endnu mere ødelagt i ventetiden.

Det andet principielle er, at en psykisk belastning, som den Birte Jacobsen er blevet udsat for, langt om længe er blevet anerkendt som en arbejdsskade.

Men det holdt hårdt, for Arbejdsskadestyrelsen afviste først sagen, og da Danmarks Lærerforening kom ind i sagen, måtte man turen rundt om Det Sociale Ankenævn med en klage, før Skadestyrelsen fandt ud af, at Erhvervssygdomsudvalget burde se på den.

Den positive afgørelse kom i fredags, men Birte Jacobsen kan nu se frem til ny, lang ventetid, inden man finder ud af, hvor stor erstatningen skal være. Birte Jacobsen er fyret med udgangen af oktober måned.

Det er dybt forargeligt, at sagen overhovedet fik lov til at udvikle sig. Og det er dybt uretfærdigt, at sagens offer må betale med psykiske problemer og fyring, mens de ansvarlige går fri.

-th

De ansvarlige går fri, men offeret må betale med psykiske problemer og fyring