Debat

Der findes glæder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tak til Steen W. Pedersen for et morsomt og utraditionelt indlæg i Folkeskolen nummer 43 om 'Mesterskabsklassen - alderens magt'. Det var nu alligevel overraskende for mig, at der i vort land kun er 1.345 lærere i 61-70-års-gruppen. Vi tilhører, forstår vi nu, 'den absolutte mesterklasse'. Ikke ilde tænkt! Efter den udnævnelse får vi mod på at fortsætte mange år endnu. Der er dog immervæk opmuntringer at finde på lærerens tornede sti. Ej heller glæden over den nye debatbog 'Folkeskolens Potemkinkulisser' lader sig udviske med det første. Specielt Erik Schmidts og Niels Christian Sauers kapitler er som manna fra himlen. Hvor befriende at møde skolens egne folk, der siger tingene ligeud. Trist så længe vi lydigt har ladet os besnakke og manipulere. Gerne skulle bogen bidrage til, at lærerne finder tiden moden til at stå sammen om at afslutte den langvarige, forløjede æra af forkuethed og eftersnakkeri. 'Opskriften på en kollektiv depression' kalder Henning Fonsmark tilstanden i en lødig anmeldelse andetsteds. I øvrigt gav bogen mig svar på et spørgsmål, som jeg faktisk længe har funderet over: Hvor mange almindelige folkeskolelærere deltager i de fine Sorø-møder, hvor eliten diskuterer lærerrollen? Svar: En. Ud af 108. Gentager: Én! - Hvad om vi gav 'Folkeskolen år 2000' en ny vinkel?

Nu håber vi desuden at få en løn, vi kan leve af - inden vi dør - og betale tandlægeregninger med, når 'mesterklassens' bid på det bogstavelige plan svigter. Der er nok at stå sammen om. Væbnet til tænderne. Alt står og falder med lærerne.

Stærke kunne vi være.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Else Baggesen

Hjørring