Debat

Vi har en opslagstavle

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Angående 'En ny struktur til skolen' af Sten Clod Poulsen, Folkeskolen nummer 41.

Hvert årti har sin politisk korrekte terminologi. I 70'erne sagde vi 'klassesamfund, ideologikritik og gruppearbejde'. I 80'erne hed slagordene blandt andet 'kreativ-musisk, indoktrinering og samordnet'. I 90'erne 'kvalitet, evaluering, team' plus en lang række til, som det på mageløs vis ses i Sten Clod Poulsens super-vision af fremtidens skolen. Et nyt hierarki beskrives med alle de rigtige hurraord, så englene må synge og guderne forbarmes. Først af alle kommer superlederen - den fantastiske, den enestående. Efter ham ses supermellemlederen, i så stærk fart, at han altid kun ses i profil. Dynamoprofil. Dernæst træder 'staben' af helt overmenneskelige skoleeksperter ind i billedet. De skal nærmest supervisere superlærerteamene. Til allersidst i rækken nævnes en enkelt sølle lærer (og det er måske mig) - men hun kan coaches!

Med hensyn til 'staben', som har forstand på snart sagt alt mellem himmel og jord, i hvert fald vidensforvaltning og alt det andet på en skole, så kom jeg i tanke om, at den har vi da allerede. Hvad Sten Clod Poulsen tror, kunne være fremtid, er jo nutid! Blot er der den forskel, at vores nuværende stab også underviser ude blandt de helt almindelige skolebørn i klasserne - til en helt almindelig lærerløn oven i købet. Det er mine professionelle, højt kvalificerede kolleger. Vi har stor øvelse i skiftende opgaver, vi samordner, udvikler, udveksler, og vi kommer 'kvalificerede vor ledelse i møde'!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

'Disse medarbejdere må lærerne have respekt for'! Man merkt die Absicht . . .

Sten Clod Poulsen overvurderer ikke dagens folkeskole, men han overvurderer sit eget kendskab til den. Han mener, at vi trænger til et 'velfungerende, fleksibelt, internt informationssystem'. Et sådant har vi allerede, vi kalder det bare en opslagstavle.

På vores skole har vi en sådan, derudover et ugentligt nyhedsbrev, korte frikvartersmøder, og så snakker vi temmelig meget med hverandre. (Nutidsdansk: løbende . . .).

Jeg vurderer Sten Clod Poulsens uhæmmede ophobning af manege- og business-floskler som et forsøg på at skabe behov for 'Meta Consult' og lignende smarte firmaer i folkeskolen. Disse vidensforvaltningsinformationseksperter, som kan undervise i konstruktiv selvudvikling, pædagogiske dynamoer og strømfordelere og superteamenes interne og eksterne kvalitetsopdateringskontroller har vi næsten ikke tid til i folkeskolen. Vi har faktisk ikke så megen tid til PR-cirkus (public relation) og anden manege-optræden, vi, der mener, at vores arbejde først og fremmest handler om eleverne.

Birthe Petersen

Arden Skole