Det virkeligt farlige ved professor Per Schultz Jørgensens lacering af udtrykket kompetence, som han tilsyneladende selv har lidt besvær med at tøjle i Folkeskolen nummer 28/29, er, at det rent ud sagt dækker over en statslig overtagelse af - ikke børnenes uddannelse, ikke af den opdragelse, som skal gøre undervisningen af børnene og børnenes omgang med hinanden mulig - men af udformningen af det, nogen har kaldt for det hele menneske. Dette er en af folkeskolelovens totalitære konsekvenser. Men den er svær at gøre rede for, når tingene ikke må siges ligeud. Derfor taler Schultz Jørgensen i Folkeskolen nummer 23 så ubehjælpsomt om, at forældrene skal fastholdes på deres ansvar, samtidig med at ansvarets uddelegering er et faktum. En forvrøvlet sætning, der står sig ved en hurtig, ureflekteret læsning, men som passer fint i det øvrige læs af pædagogisk nonsens, der skal bringe folkeskoleloven i vej.

Skolen benægter virkeligheden, siger Schultz Jørgensen. Og virkeligheden består for ham af den til formålet passende fortolkede udvikling, der rent ud kobler forældrene ud af deres ansvar for børnene og gør skolen til den vigtigste social-kulturelle institution i børnenes liv. Og over for dette rablende institutionelle stormløb tjener læhegn mere børnenes tarv end Schultz Jørgensens søndermalende kinesiske vindmøller. Trods Schultz Jørgensens forunderlige indkredsning af fremtidens krav må det fastslås, at der i fremtiden er præcis så meget brug for hans ideale, blødt udflydende kompetencer, som der har været i hele den forløbne fortid. Hverken mere eller mindre. Men sagen er i al sin uhygge, at disse oppiftede kompetencer nu skal bruges til at fortrænge den fagligt vidensformidlende undervisning, der i dagens pædagogiske univers er lagt for had. Og i den proces tager Schultz Jørgensen, kompetencerådet og et følgeagtigt folketingsflertal børnene som gidsler.

Vagn Madsen

Brønderslev