Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Lysten til at læse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I næsten to årtier har der aldrig været et tilfælde af dysleksi (ordblindhed) på Sudbury Valley. Ingen ved præcis hvorfor. Årsagen til dysleksi, dysleksis natur, selv eksistensen af dysleksi som en ægte funktionel forstyrrelse er der megen uenighed om. Nogle autoriteter hævder, at så mange som 20 procent af befolkningen lider af denne såkaldte forstyrrelse.

En kendsgerning er det, at vi aldrig har set den på skolen. Måske er det, fordi vi aldrig har tvunget nogen til at lære at læse.

Læsning sætter os på en hård prøve. Som med alt andet lader vi initiativet komme fra barnet. Der er ingen tilskyndelse fra vores side. Ingen siger: 'Lær at læse nu!' Ingen spørger: 'Kunne du ikke tænke dig at lære at læse nu?' Ingen foreslår: 'Tror du ikke, det ville være en god idé, hvis du lærte at læse nu?' Og ingen tilbyder med forloren begejstring: 'Kunne det ikke være sjovt at læse?' Vores motto er: Vent på, at eleven tager det første skridt.

Det er let at leve op til det, man tror på, når tingene sker, som man godt kunne tænke sig dem. Tag min egen familie. Vores ældste barn blev interesseret i at læse, da han var fem. Han læste af sig selv, da han var seks. Intet problem. Alt gik bare fint.

Så kom vores datter, to og et halvt år yngre. Som med alle andre på skolen ventede vi på, at hun selv skulle bede om at lære at læse - eller på, at hun skulle lære det selv. Vi ventede. Og ventede. Og ventede.

At hun ikke kunne læse som seksårig var fint, hvad omverdenen angik.

At hun ikke kunne læse som syvårig, var ikke så fedt i folks øjne. Bedsteforældre og bekendte begyndte at blive urolige og komme med antydninger til os.

At hun ikke kunne læse som otteårig, var en skandale for familie og venner. Vi blev anset som forsømmelige forældre. Skolen? Tjah, skolen kunne næppe være en ordentlig skole, hvis den tillod otteårige at være analfabeter uden straks at iværksætte hjælpeforanstaltninger.

På skolen syntes ingen at lægge mærke til det overhovedet. De fleste af hendes otteårige venner kunne læse. Nogle kunne ikke. Selv var hun ligeglad. Hendes skoledage var travle og glade.

Da hun var ni, besluttede hun at lære at læse. Jeg ved ikke, hvorfor hun tog beslutningen på det tidspunkt, og hun kan ikke huske det. Som 9-1/2-årig læste hun flydende. Hun kunne læse hvad som helst. Hun var ikke et 'problem' for nogen nu, og selvfølgelig havde hun aldrig været et problem overhovedet.

Der er ikke noget atypisk ved vores personlige oplevelse. På skolen læser nogle børn tidligt, nogle læser sent. Alle læser de, når de er parate, ikke et minut tidligere. Alle læser helt fint på et eller andet tidspunkt.

Nogle af de sene læsere bliver bogorme. Nogle af de tidlige læsere mestrer læsningen og rører derefter sjældent en bog.

Vi har ikke en eneste begynderlæsebog på skolen. Ingen førstetrins-, andettrins-, tredjetrinsbegyndere. Jeg gad vide, hvor mange voksne, bortset fra professionelle lærere, der nogensinde har kigget i en begynderlæsebog. De er fordummende, enfoldige, kedelige og irrelevante. For det moderne barn, klogt af livet på gaden og opfostret med tv, kan disse bøger kun synes idiotiske. Jeg har i hvert fald aldrig set et barn tage en frem for fornøjelsens skyld.

Faktisk er der ingen på skolen, der bekymrer sig ret meget om læsning. Kun nogle få af børnene beder om hjælp overhovedet, når de beslutter at lære at læse. Hvert barn synes at have sin egen metode. Nogle lærer af at få læst op, husker historierne udenad og læser dem så til sidst. Nogle lærer af morgenmadsemballager, andre af spilinstruktioner, andre af gadeskilte. Nogle lærer sig selv bogstavlyde, andre stavelser, andre hele ord. For at være helt ærlig om det, ved vi sjældent, hvordan de gør det, og de kan sjældent fortælle os det. En dag spurgte jeg en, der netop havde lært at læse: 'Hvordan lærte du at læse?' Hans svar: 'Det var let. Jeg lærte 'ind'. Jeg lærte 'ud'. Og så kunne jeg læse.'

Forfatter til bogen 'Endelig fri - Sudbury Valley School', som kommentaren er et uddrag af. Udgivet af Frydenlund Grafisk, telefon 3393 2894