Debat

Hovedopgaven

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Valget af kongresdelegerede er ovre. Tillykke og en varm tak til Fraktion 4's ti delegerede, fordi I trods otium vil bruge tid og kræfter på varetagelsen af pensionisternes interesser. Store opgaver venter jer.

Tjenestemandspensionisterne og deres problemer er gennem de seneste år blevet synliggjort, uden at det har givet resultater i form af klingende mønt. Snarere tværtimod!

Pensionerne har ikke fulgt lønudviklingen, og yderligere forringelser truer både nuværende og kommende tjenestemandspensionister. Derfor vedtog kongressen sidste efterår også en resolution, der opfordrede til, 'at der via et politisk initiativ skabes sikkerhed for, at tjenestemandspensionen følger lønudviklingen'. Det bliver de delegeredes hovedopgave at fastholde denne resolution.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det danske samfund undergår i disse år meget store forandringer. Politikerne har ønsket nye ansættelses- og lønformer. Det betyder, at de reguleringsmekanismer, der hidtil så nogenlunde sikrede pensionisterne en indtægtsudvikling parallel med de erhvervsaktives, er gået fløjten.

Politikerne må bringes til at forstå, at vel er tjenestemandssystemet under afvikling, men samfundet må have en moralsk forpligtelse til at sørge for en anstændig og tidssvarende aftægt til de mennesker, der loyalt gennem et langt liv har været med til at gøre Danmark velstående. Der er i dag råd til at behandle pensionisterne ordentligt, hvis den politiske vilje er der.

Erfaringerne viser imidlertid, at politikerne godt kan være lidt tungnemme. Der bliver derfor brug for en energisk indsats fra hovedstyrelsens og de kongresdelegeredes side - men også for en bred opbakning fra os almindelige medlemmer.

Der skal informeres, argumenteres, organiseres og skaffes allierede. Vi er jo ikke de eneste, der har problemer. Udsigterne for de overenskomstansattes vilkår efter arbejdslivet er ikke misundelsesværdige. For slet ikke at tale om folkepensionisternes. Det gælder om at finde fælles fodslag, selv om udgangspunkterne er vidt forskellige.

Selv om det kun synes lidt, det, du kan gøre, så gør det alligevel. Vær aktiv i din kreds. Tag del i debatten. Kender du en politiker, så tal med hende/ham. Skriv læserbreve - ikke kun til Folkeskolen, men også til dags- og lokalpressen.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforening