Først noget glædeligt: Det lader nu til, at der er almindelig enighed om, at folkeskolen ikke lever op til de faglige krav, som helt uomgængeligt stilles til en skole i en verden med en stadigt stigende internationalisering og konkurrence. Cirka 20 år har derouten varet, og kun nogle ganske få har turdet advare mod kursen, men vi talte for døve øren, indtil et par internationale undersøgelser rev sløret bort.

Nu er det næsten blevet helt mondænt at tale om faglighed og faglighedens nødvendighed, hvis vi som nation skal kunne klare os i en verden med en stadigt stigende internationalisering og konkurrence.

Det triste er, at i jo højere grad de pædagogiske anvisninger, der gives fra højeste sted for at opnå fagligheden, bliver fulgt, i jo højere grad vil de befæste den utilfredsstillende faglige standard.

Sådan er det, og det ændres ikke af nok så mange besværgelser fra undervisningsministeren og hans sammensvorne, KL (Kommunernes Landsforening) og DLF.

Det fantastiske er, at det er lykkedes at knæsætte udsagnet, at ingen kan lære nogen noget. Det vil sige, at en lærer ikke kan lære en elev noget. Jeg ved ikke, om det bare er noget misforstået Platon, eller det er for at gøre sig interessant med en ny, opsigtsvækkende idé. Herre Gud, også pædagogiske forskere har jo deres levebrød at tænke på! Men jeg véd, at hele undervisningens historie er et klart dementi af udsagnet, og jeg véd, at en lærer, der kan noget, kan lære en elev noget.

Den meget omtalte differentierede undervisning er jo ikke undervisning - der er tale om en differentieret beskæftigelse, som befæster allerede indlært kompetence. Som sådan har den sin helt afgjorte berettigelse i det samlede undervisningsbillede, men det er ikke den, der bringer eleven videre. Det gør læreren, hvilket ikke turde være nogen overraskelse her i Grundtvigs fædreland.

At det forholder sig sådan, er sådan set enkelt nok at forstå. Man skal bare kunne forstå følgende: Man kan ikke stille spørgsmål til endsige problematisere noget, som man ikke i forvejen har sprog for og begreber til.

At erhverve sig viden er jo netop at erobre sig sprog (taget i videste betydning) og begreber.

Derfor vil den differentierede og elevforvaltende undervisning, som også påpeget af direktøren for DPI (Danmarks Pædagogiske Institut), Lars Henrik Schmidt, blive en evig kredsen om det, som eleven allerede véd. Og det kan jo næppe være undervisningens mening.

Man må så blot håbe, at det ikke tager 20 år, før man finder ud af det.

Jens Colding