I disse politiske højredrejningstider er ordet 'strammer' åbenbart blevet et plus-plus-ord i mange henseender, men jeg skal straks erklære mig som det stik modsatte, nemlig en rigtig 'slapper'. Mange vil herefter mene, jeg har et problem, men forkert. Man skal gå efter sine overbevisninger og ikke lade sig lede af stemninger!

I denne aktuelle sag er jeg erklæret 'slapper-leder' vedrørende skoleledernes organisatoriske placering i DLF, en slapperholdning, som hidtil har været så 'konservativ', at jeg fortsat er og altid har været særdeles tilfreds med den nuværende placering, men da jeg naturligvis ikke kan lukke ører og øjne (jeg har prøvet . . . forgæves) for den meget 'ophedede debat' om skoleledernes fremtidige placering, og da jeg naturligvis må lytte til de problemstillinger, som skoleledere har frembragt, ja så så jeg frem til en kompromisløsning, hvor alle parter trods alt kunne tilfredsstilles inden for DLF's mure fremover. (Personligt kunne jeg ikke drømme om at forlade hverken DLF eller kredsen, ikke mindst fordi jeg altid har mødt kompetente personer.)

DLF har nu fremlagt en såkaldt 'hybrid-løsning', en løsning, hvor man klart kan se, at der er blevet lyttet til lederne, og efter at have læst den mange gange troede jeg endnu en gang naivt på, at den måtte alle samarbejdsparter da kunne leve med. Endnu en gang var jeg for naiv, og i Folkeskolen kan man så læse, at Skolelederforeningens formand har sendt et brev til DLF-formanden om, at Skolelederforeningen ikke kan godtage modellen. Jeg blev skuffet over at læse om det pågældende brev, da det psykologisk er et utrolig uheldigt tidspunkt med dette afvisningsbrev før en vigtig kongres. Psykologisk indleven og forståelse har jeg savnet ved flere lejligheder fra min 'egen' forening Skolelederforeningen i denne sag.

Skolelederkredse har gentagne gange udtalt sig om samarbejdsproblemer med baggrund i arbejdstidsaftalen, nu synes disse ting heldigvis at være stærkt aftagende, og derfor skal man ikke 'lægge op til nye problemer' til lærerne. Vi skal sammen finde en løsning, som tilfredsstiller alle, og derfor må alle fire på deres 'strammer-krav'. DLF centralt har firet, kredsene har firet, og hvem mangler vi så . . .?!

For folkeskolens videre udvikling håber jeg inderligt på en god, tillidsskabende samarbejdsmodel for alle parter.

Bjarne Danielsen

Brande