AlkohVold på skoleskemaet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Djursland ligger Rosenholm Kommune, midt mellem Randers og Århus. De to storbyer har de seneste år haft flere grove voldstilfælde, hvor der har været alkohol med i spillet. Mange af de unge fra Rosenholm går i byen i Århus eller Randers i weekenden, og her møder de volden i byerne og er tit vidne til slagsmål.

Bokseren Racheed Lawall havde gæstet Rosenholm Kommune kort før sin voldsomme død, og det fik det lokale SSP-udvalg (skole, socialforvaltning, politi), ungdomsskolerne og kommunens tre folkeskoler til at arrangere en alternativ skoledag for 7.-10 klasse, hvor AlkoVold var sat på skoleskemaet.

200 unge fra hele kommunen mødte op med deres forældre til en barsk filmoplevelse og et møde med Janett Scharling Jakobsen. Hun var søster til Michael Scharling Jørgensen, der blev dræbt ved Århus Banegård sidste år. Desuden var der diskussion med organisationen 'Stop Volden'. Idéen var at give de unge lidt omtanke med i bagagen, når de tager i byen. Blandt andet ved at forhindre kammerater i at begå fatale fejltagelser, når de har fået noget at drikke.

Socialminister Karen Jespersen og justitsminister Frank Jensen var også indbudt, men begge måtte melde afbud i sidste øjeblik.