Debat

Hurra for Hilden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvorfor nu denne hyldest til en ellers så udskældt minister? Svaret stod at læse i Jyllands-Posten den 5. august 1997. Ministeren foreslår, at alle undervisere på seminarier og folkeskoler skal have tilbud om en gratis computer i deres eget hjem.

Fra 1992 skulle edb integreres i alle fag. Rundt omkring i kommunerne blev der lavet budgetter, strategier og handlingsplaner for indførelsen af dette medie i den danske folkeskole. Snart talte man om 'elevarbejdspladser', og for ikke at stå tilbage for nabokommunen blev der investeret kæmpesummer til indkøb af hard/software. 'Man er vel på forkant med udviklingen?'

Men i denne tilstand af eufori glemte man en vigtig faktor - lærerne. Godt nok blev/bliver der arrangeret kurser i massevis - jeg har selv deltaget i mange. Men meget bliver glemt af den simple årsag, at det tillærte ikke trænes - ikke bliver til rutine. Til hverdag er det svært at få tid, og komme af sted til skolen i weekenden kan også være problematisk. Dette er vel virkeligheden for mange? Jeg havde ingen pc ved hånden (læs: derhjemme) og havde svært ved at acceptere en personlig udgift på cirka 15.000 kroner, fordi jeg ville være god til mit arbejde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Frustreret over tingenes tilstand og inspireret af Egtved Kommunes 'pc-hjem-ordning' foreslog jeg i min egen kommune en '1/3-model'. Kommune, skole og bruger skulle hver betale en tredjedel, og læreren kunne få et arbejdssted derhjemme.

Over for den bevilgende myndighed var argumentet blandt andet de mange 'spildte' kursustimer samt udsigten til mange 'gratis' arbejdstimer. Hvis pc'en stod i hjemmet, ville man sikkert bruge flere timer, end kurset var blevet tildelt i reduktion.

Forslaget gik igennem det administrative system, men faldt i det politiske system. 'Man var bange for præcedens' og 'Skjult løntilskud' var nogle af argumenterne. (Kort tid efter bevilgede politikerne en pc til hinanden).

I dag - fem år efter - har jeg stadig ingen computer. Måske mest, fordi sagen er blevet principiel for mig. Jeg vil gerne stille min (fri)tid til rådighed, men vil altså ikke yderligere betale 10.000-15.000 kroner af egen lomme.

Anders Christensen

Rødkærsbro