Debat

Pensionistprotest

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til tidligere hovedstyrelsesmedlem Bodil Østergaard og

hovedstyrelsen

Dit indlæg i Folkeskolen nummer 30/33 giver anledning til nogle refleksioner.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Din påskønnelse af Peter Bruun kan jeg kun dele med dig. Jeg undrer mig blot over, at du som hovedstyrelsesmedlem ikke dengang har bakket ham op.

Det er din erkendelse af at have været/eller være naiv, jeg synes er meget alvorlig. Da Edel Hertz på kongressen i 1993 foreholdt daværende formand sin bekymring for, at tjenestemandspensionisterne i omlægningssituationen ville blive 'en lille glemt gruppe uden tilhørsforhold', og afkrævede formanden et svar, fik hun og dermed forsamlingen det svar, som du rigtigt citerer. Det var på det tidspunkt et særdeles relevant spørgsmål. Men hvorfor indrømmer du først nu, at du ikke har turdet tro på det? Du har jo som hovedstyrelsesmedlem mulighed for at drøfte det omkring styrelsens bord og fra kongressens talerstol.

I enhver styrelse for en forening, et råd eller lignende er det almindelig procedure, at formanden svarer på styrelsens vegne. Hvis styrelsen eller andre ikke er enig med formandens stillingtagen, så protesterer den/de, der mener noget andet. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, var der i nævnte situation ingen, der protesterede mod løftet. Altså har hele daværende hovedstyrelse påtaget sig ansvaret for, at tjenestemandspensionisterne ikke blev glemt, og ansvaret er gået i arv til nuværende hovedstyrelse, så din naivitet eller skepsis gælder mange. Selv vil jeg udtrykke skuffelse over, at hverken den daværende eller nuværende hovedstyrelse har vist initiativer i retning af at ville holde det løfte.

De to valgte pensionistrepræsentanter har hver på deres måde arbejdet for at forbedre pensionisternes vilkår, men der er langt fra to til et muligt beslutningsdygtigt flertal! Flere af de ti pensionistdelegerede har arbejdet for sagen ved at komme med relevante indlæg på kongressen og/eller i Folkeskolen. Flere af indlæggene har formuleret tidssvarende krav til overenskomsten. Men både før Overenskomst 95 og Overenskomst 97 omformede hovedstyrelsen pensionisternes krav til bløde, almene formuleringer, som selvfølgelig ikke trængte igennem. Er det i overensstemmelse med det afgivne løfte? Der er altså gode grunde til, at pensionisterne føler sig svigtede af hovedstyrelsen!

Men hovedstyrelsen har tilsyneladende også svigtet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og den deraf følgende afstemning om resultatet. Blev det undersøgt i forbindelse med omlægningen af de aktives ansættelses- og arbejdsvilkår, om det proceduremæssigt korrekt kunne lade sig gøre at føre fælles forhandling om to så forskelligartede grupper. Det er fristende at tro, den lille gruppe - tjenestemandspensionisterne - slet ikke har været til forhandling. Der forelå kun et forhandlingsresultat, som helt omfattede den største gruppe. Skal den mindre gruppe så lade den store gruppe, de aktive lærere, stemme alene. Hvordan må den lille gruppe tjenestemandspensionister så vise deres protest? Er det ikke deres demokratiske ret? At fratage pensionisterne deres stemmeret bliver det nemlig ikke mere demokratisk af.

Derfor er det ikke det rette tidspunkt at lave vedtægtsændringer for pensionisternes vedkommende.

Pensionisterne er blevet glemt og klemt, og hovedstyrelsen skylder pensionisterne at finde ud af, hvordan deres forhandlingssituation rettelig bør være - jævnfør blandt andet at Københavns pensionister ikke kan miste deres overenskomststemmeret, medens resten af foreningens pensionister kan (Folkeskolen nummer 30/33, side 18).

Poul Erik Dyreborg

Parkskolen, Ballerup

pensionist

per 1. november 1997

Forkortet af redaktionen