Debat

Klap lige hesten

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg var i den heldige situation, at jeg i juni havde mulighed for at besøge skoler i Auckland, og (næsten) optændt af hellig ild på baggrund af artiklerne i Folkeskolen om det newzealandske skolesystem var jeg overbevist om, at når jeg kom hjem, så skulle min skole reformeres og revolutioneres, for nu var de vises sten da fundet. Det havde ganske vist undret mig en smule, at alle lovsangene var en smule amputerede, idet de udelukkende omhandlede Primary Schools, men det skulle nu ikke forhindre mig i at stjæle gode idéer med både hænder og fødder.

Jeg vil kraftigt understrege, at jeg kun så en lille flig af det newzealandske skolesystem, og der er naturligvis ingen tvivl om, at mange ting, for eksempel princippet om 'Whole Learning', er værd at kopiere, men derudover bemærkede jeg, at

- rullende indskoling er afhængig af et stort engagement blandt forældrene, idet mødre er hjælpelærere efter et nøje fastlagt skema (kun cirka halvdelen af kvinderne er udearbejdende).

- specialundervisningen på nogle High Schools udføres af mødre (men planlægges af lærere).

- overgangen fra Primary School til enten Intermediate School eller High School er ledsaget af test, der afgør, på hvilket niveau eleven fremover skal undervises, og når først man er placeret, er det uhyre svært at 'rykke op'.

- flere og flere ting i den daglige undervisning er afhængige af enten direkte forældrebetaling eller de såkaldte donationer. (Man er dog ophørt med at skrive på tavlen, hvilke forældre der endnu ikke har indbetalt denne gave).

- et bekymrende stort antal elever forlader skolen i samme øjeblik, de har passeret det lovpligtige antal undervisningsår.

- konkurrencen mellem skolerne gør de sociale skel større og større.

- man skal som lærer på High School anvende ministerielt produceret undervisningsmateriale med tilhørende test, hvis resultater oven i købet skal rapporteres til centralt hold.

- ti procent af eleverne på High School pjækker regelmæssigt.

- mange områder bibeholder den tredelte skole med Primary School, Intermediate School og High School.

- man overvejer at fjerne statstilskuddet til forskolerne, hvilket yderligere vil øge de sociale uligheder.

- der er forslag om at lukke ni ud af tretten afdelinger af The School Library Service (svarende til vores amtscentraler).

Er der noget at sige til, at jeg blev ekstra glad for min danske folkeskole, hvor der er samme muligheder for Kong Hans og Jørgen Hattemager?

Selvfølgelig både kan og skal vi være åbne for andre landes idéer og erfaringer, og selvfølgelig skal vi ikke tro, at vores skole ikke både kan og bør forbedres, men det er for mig at se vigtigt, at enhver ændring sker ud fra vores lands helt specifikke forudsætninger.

Kirsten McGuire

Lundergårdskolen, Hjørring

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler