Svenske lærere uden arbejdsglæde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er sket meget i den svenske skoleverden de senere år, og ligesom i Danmark bliver der flere og flere elever, og lærermanglen ligger lige rundt om hjørnet. Den danske lærer Aase Bust Hansen fra Langskov ved Hadsten var for nylig med sin mand på forretningsrejse til Göteborg, hvor hun faldt over en interessant leder i det store svenske dagblad Dagens Nyheter under titlen 'Lærerne har nøglerollen':

'Trængslen i skolerne er et mindre problem end spørgsmålet om, hvordan lærerne skal få deres selvtillid tilbage', mener avisen, og videre:

'Antallet af attraktive alternativer til lærerjobbet er øget, lærererhvervet har tabt status også lønmæssigt, og der sættes konstant spørgsmålstegn ved lærernes arbejde. Nu har de så også mistet den store frihed til selv at disponere deres arbejdstid, skal være på skolen efter skoletid og må deltage i mange studiedage og konferencer i elevernes sommerferie.'

Dagens Nyheters bud på, hvordan man igen kan lokke unge til lærerfaget og holde på de nuværende lærere, er bedre vilkår for friskoler og større frihed til at søge egne veje inden for det kommunale skolesystem.

Så ville flere lærere genfinde arbejdsglæden, mener det svenske dagblad.