0   286

Børn kan skrive sig ind i læsningen

Børn viser spontan interesse for skriftsproget, og hvis vi ikke kommer interessen i møde, når den er der, bidrager vi til at kanalisere den i andre retninger, siger norsk sprogforsker

Dr.phil. Bente Eriksen Hagtvet gennemførte i 1986-1989 projektet 'Skriftsprogsudvikling gennem leg - et pædagogisk tilbud til seks-årige' ved Institut for Specialpædagogik ved universitetet i Oslo.

Artiklen fortsætter under banneret

I de tre forsøgsår fik tre årgange af seks-årige et særligt tilrettelagt pædagogisk tilbud fire timer daglig, som gik ud på at udvikle metoder, der kunne virke skriftsprogsfremmende før den egentlige læse- og skriveundervisning i 1. klasse. Der var tale om en bevidst forebyggende tilskyndelse til skrivning og leg med sproget, og resultaterne var opmuntrende: Ud af de i alt 50 børn havde 43, det vil sige 86 procent, knækket skriftsprogets kode, før de begyndte i skole, og i juni i 1. klasse havde alle børnene lært at læse og skrive - flertallet betydeligt bedre end gennemsnittet i andre klasser.

Da den norske forsker, lektor Bente Eriksen Hagtvet for 15-20 år siden havde børn i førskolealderen, var hun meget påpasselig med, at de brugte deres tid på sunde nordiske interesser som at spille fodbold og klatre i træer og lege. Hun havde hørt, at man kunne skade barnet, hvis man lærte dem bogstaverne, før de kom i skole, for så ville de komme til at kede sig og udvikle nogle lærestrategier, der kunne skade dem senere i livet.

Siden har Bente Hagtvet arbejdet med skriftsprogsudvikling gennem leg. Og i dag er hun kendt fra kurser og konferencer over hele Norden for sine erfaringer med førskolebørns 'legeskrivning' og hendes teorier om inddragelse af bogstaver i sproglegene har dannet skole for mange danske børnehaveklasser.

Legeskrivning er børns egen beskrivelse af det, de gør, når de skriver, før de kan de alfabetiske bogstaver.

- En 'præfonetisk' hemmelig skrift, som, hvis vi tilskynder den i stedet for at korrigere den, kan give børn en glidende og legende overgang til skriftsproget og en fornemmelse af, at skrift kan bruges til at udtrykke sig med og kommunikere med.

I Danmark har man i modsætning til i mange andre lande været tilbageholdende med at inddrage bogstaver i sproglege på børnehaveklassetrinet. For eksempel var bogstaver ikke en del af det bornholmske projekt om sproglig opmærksomhed i midten af 80'erne. Men siden har undersøgelser vist, at når sproglyde og bogstaver kædes sammen i sproglegene, bliver effekten af undervisningen langt større.

Men det er ikke kun i Danmark, at man har været bekymret for at præsentere fem-seks-årige for skriftsproget. Også i Norge vakte det en vis debat, da Bente Hagtvet for ti år siden begyndte med skriftsprogstræning med seks-årige.

- Vi har jo i Skandinavien en tradition, der siger, at vi ikke skal tage barndommen fra børnene, og det at begynde tidligt med noget akademisk som skriftsprog var noget nyt.

I forbindelse med projektet anvendte Bente Eriksen Hagtvet skriftbilleder som informationsmidler om, hvor blyanten og saksen lå og så videre. En metode, som den svenske forsker Ragnhild Söderberg har benyttet bevidst i form af såkaldte læselapper. Hendes erfaringer med at lære to-treårige at læse har vakt en blanding af forargelse og forundring, ikke mindst i Norden.

Også for Bente Hagtvet var der noget kunstigt ved at sætte lapper op på ting rundt om i klasseværelset, men hun opdagede snart, at børn havde nytte af disse skriftbilleder, som var synlige overalt.

- Jeg har intet principielt imod, at vi viser børn skriftbilleder tidligt. De er der jo alligevel. Og hvis det kan gøres på en for barnet naturlig lystbetonet, positiv og motiverende måde, mener jeg ikke, det skader børn, hvis både mor og barn eller pædagogen i øvrigt finder det naturligt. Ragnhild Söderbergs undersøgelser tyder på, at brugen af læselapper kan give en positiv udvikling. Men vi har brug for at vide mere om det, før vi siger, at det er godt for alle, også i forhold til dem, som ikke er så motiverede. For hvis det bliver tvang eller gøres på en måde, så det dræber kommunikationen, kan det virke stik mod sin hensigt.

Hvorfor skal børn stifte bekendtskab med skriftsproget i så tidlig en alder?

- Der er kun lavet ganske lidt systematisk forskning om det. Men ud fra det, vi ved, ser det ud, som om det virker forstærkende på den generelle sprogudvikling. At barnet bliver mere sprogligt bevidst, og at sproget bliver stærkere forankret i børnene. Sproget hænger tæt sammen med identitet, så jeg ser store fordele ved det, svarer Bente Eriksen Hagtvet.

Men det er jo også vældig kunstigt at holde skriftbilledet borte fra børn, som vi har gjort det. Vi har skubbet det fra os og sagt til barnet, at det kan du lære mere om, når du begynder i skolen. Jeg har set børn vise spontan interesse for skriftsproget, både i børnehaver og børnehaveklasser, og hvis vi ikke møder interessen, når den er der, bidrager vi ubevidst til at kanalisere den i andre retninger, mener Bente Hagtvet.

Sproglig opmærksomhed var et pædagogisk nøgleområde i det norske forsøgsprojekt, som foregik omtrent på samme tid som projektet med sproglig opmærksomhed på Bornholm.

- Siden har meget forskning vist, at det at være sproglig og fonologisk opmærksom og kunne opdele sproget i lyde er en stor fordel i forbindelse med den første læse- og skriveoplæring. Jeg tror, at børn, der tidligt bliver fortrolige med skriftsprog, får en tryghed og suverænitet, som er vældig gunstig i den skriftkultur, det moderne samfund er.

- Børnene skal opleve sproget som en vigtig del af dem. Og de skal kunne forholde sig med en vis distance til det. Jeg ved, at der i Danmark har været en voldsom debat om, at sproglig opmærksomhed bliver træning i enkeltelementer i stedet for kommunikationstræning i bredere forstand. Men det afhænger af, hvordan man gør det. For hvis leg med sproget er baseret på oplevelse, hvor børnene mærker rytmen i sproget: 'Mit skib er ladet med A', så oplever de det jo ikke som træning i enkeltelementer. Men det kan det selvfølgelig blive, hvis børnehaveklasselederen sidder og holder sig strengt til et program og siger, nu skal vi tage stavelser, og nu skal vi tage forlyd. Da bliver det træning i enkeltelementer.

- Vittigheder med verbale pointer og leg med sproget og ordenes dobbelte meninger var også et led i den sproglige bevidstgørelse i forsøgsprojektet:

'Hvorfor tager svenskerne altid en stige med, når de køber ind? Fordi priserne er så høje!' - Vi lagde også vægt på stimulering af sprogets helheder. At børnene skulle lære at håndtere sproglig tekst og tale i monologer, genfortælle eventyr. Vi havde fortællere, som gjorde rede for hændelser i store sproglige sekvenser, så børnene kunne erfare, at en tekst har en plan, at der skal være en begyndelse og en handling og en afslutning, en pointe. Vi så dette 'situationsuafhængige sprog' som et pædagogisk nøgleområde, fordi der er meget, der tyder på, at det har stor betydning for, at børnene senere kan håndtere skriftlige tekster. Man kan se på det som en forløber for stileskrivning, men på børnehaveklassebarnets præmisser, fordi det ikke samtidig stiller krav om at kunne håndtere bogstaver og blyant.

På det område synes jeg, at vi har haft en pædagogik i Skandinavien, som er meget lidt udviklingsfremmende. Både i børnehaven og i skolen er det interviewmodellen, der kører, hvor børnene svarer på de voksnes spørgsmål. Vi har ikke tradition for at stimulere børn til at tage ordet og tale i 'forsamlinger'. I virkeligheden er der et stort misforhold mellem de krav, vi stiller til den voksne, og den oplæring, vi giver børnene.

- Først lærte man at tale i børnehaven, så læste man i 2.-3. klasse, og så skrev man i 4. klasse. Det har i grove træk været traditionen i både Danmark og Norge. Men det har været debatteret i flere år. Og hele diskussionen om den procesorienterede skrivepædagogik, som har været central i både Danmark og Norge de senere år, handler jo også om at give skrivning højere prioritet og på et tidligere tidspunkt hjælpe børn ind i skriveprocessen.

Skrivningen var det tredje pædagogiske nøgleområde i forsøgsprojektet, og det nye var, at vi var så bevidste med hensyn til at tage skrivning i brug i en tidlig alder, fortæller Bente Hagtvet.

- Det, der gjorde det stærkeste indtryk også på mig, var, at det så ud til at være så rigtig en vej at gå. Vi inviterede børnene til at bruge den aktivitet, de naturligt var i gang med. Set fra et voksensynspunkt kan man måske sige, at legeskrivning er en omvej. Den mere direkte måde at undervise på ville være, at vi voksne skrev og viste dem ordbilleder. Her tror jeg, der muligvis er tale om to læringssyn, som kolliderer. Jeg synes, det er meget naturligt at begynde med det, barnet selv er motiveret for at foretage sig.

- Efterhånden som børnene blev mere og mere sprogligt opmærksomme, kunne vi se, at de brugte skrivningen til at udforske sproget som system. De smagte på talen og lydene og stak nærmest armen langt ned i halsen for at finde ud af, hvor lydene lå. De lavede tegn, som mindede om andre landes skriftsystemer og skrev så at sige fonemer med hjemmegjorte tegn. Vi havde også børn, der skrev stavelser og angav rytmen i sproget med streger, fortæller Bente Hagtvet om børnene i hendes forsøg.

Det er nemt for nogle børn at forstå, at b-o-g siger bog, men andre har brug for mere tid. Og legeskrivning giver tid til at udforske sammenhængen mellem tale og skrift på barnets egne præmisser. Legeskrivning gør skriftsproget mindre mystisk. For nogle børn - og især dem, der ikke kommer godt i gang - opleves læsning og skrivning som noget ækelt og vanskeligt, som voksne har opfundet for at gøre livet surt for dem. Mange børn, der møder skriftsproget og læsningen på den traditionelle lærerstyrede måde, får en følelsesmæssig distance til læsning og skrivning. Hvis de derimod har lidt bagage med sig, når de begynder i 1. klasse, og så nogenlunde forstår principperne og kan bruge hemmelige tegn dér, hvor de ikke husker bogstaverne, får de en blødere overgang.

- Legebetonede sproglige øvelser er ikke nødvendige for tidlige læsere. Men det er lærerens udfordring at løfte hele klassen, og skrivning har i sin natur differentieringsmuligheder i sig. Især hvis læreren er åben over for hemmelige tegn, understreger Bente Hagtvet.

Læsning var det fjerde og sidste pædagogiske nøgleområde i Bente Eriksen Hagtvets projekt. Ikke læsning forstået som formel læseoplæring, men læsning af ordbilleder.

- Jeg oplevede, at skrivning og læsning var to forskellige veje til skriftsproget, og at børnene skrev sig ind i læsningen. Overgangen fra legeskrivning - fra præfonetisk skrivning - til alfabetisk skrivning var de ofte meget lidt bevidste om. De oplevede det ikke som 'oplæring'. Men de voksne var hele tiden til stede og hjalp børnene videre, når børnene selv viste interesse for det. Børnene kunne finde på overrasket at spørge: 'Kan du læse det, jeg har skrevet?' selvom de skrev fuldkommen korrekt. De oplevede jo, at de legede, for hovedaktiviteten var ofte noget helt andet, en teaterforestilling for eksempel. De brugte bare skriftsproget som et værktøj til at notere arbejdsfordeling og replikker med.

Er skrivning en aktivitet, der står børn nærmere end læsning, fordi det er en aktivitet, de selv foretager sig?

- Ja, det er vældig centralt. Når du læser, sker det på forfatterens præmisser, og de meget enkle fonetiske tekster, vi ofte finder i læsebøgerne, forbinder børn ikke med oplevelser. De har ingen forankring i dem selv, og kan bidrage til et fremmedgørende forhold til teksten. Jeg har brugt udtrykket 'jeg-forankret skriftsprog-stimulering', og jeg er overbevist om, at den emotionelle komponent i det at skrive, som har med identitet at gøre, er meget vigtigere, end vi aner. Vi så jo, hvor motiverede børnene i forsøget var, når noget var vigtigt for dem.

Kan den glæde forplante sig til læsningen?

- Jeg tror, at der er tale om en gensidig forstærkende virkning. Når du skriver, bliver sproget en del af dig selv. Det følelsesmæssige i sproget bliver positivt sammenvævet på en måde, som der er forsket meget lidt i. Når børn skriver, kommer de på banen selv i et helt andet omfang, end når de sidder og forsøger at læse og føler, at det, der står i bogen, ikke har noget med dem selv at gøre. Det er måske vigtigere, end vi troede, da vi lavede alle disse fonetisk korrekte lærebøger. Vi har måske sprunget buk over det allervigtigste, nemlig det, der har med følelser og identitet at gøre, siger Bente Eriksen Hagtvet.

Hvordan ser du på udviklingen i Danmark i forbindelse med det øgede pres på indskolingen og krav om, at børn skal lære at læse tidligere?

- Der er sket en vældig interessant udvikling. For da jeg første gang holdt kurser og forelæsning i Danmark, fornemmede jeg en - vældigt overraskende - modstand blandt lærerne mod at begynde med bogstaver, før børnene begyndte i 1. klasse. Efterhånden kom forebyggelsestanken vældig stærkt ind med projektet om sproglig opmærksomhed på Bornholm. Det og andre programmer peger i samme retning: nemlig at det kan lade sig gøre at forebygge nederlag. Derefter oplevede jeg en langsom integrering af dette med skrivning og sproglig bevidsthed. Men jeg synes nok, det har taget lang tid i forhold til Norge. Siden kom den internationale læseundersøgelse med sine resultater, og så kan det nok være, der skete meget vældig hurtigt.

På det sidste er der blevet fokuseret meget på børnehaven, og så er vi tilbage til diskussionen om, at vi ikke udnytter børns læringspotentialer nok.

- Men jeg ser samtidig farerne for, at man kan komme til at tage barndommen fra børnene, hvis denne fokusering på småbørns læringsmuligheder skal få som konsekvens, at man siger, at legen er en omvej til at lære vigtigere ting. Da er man gået for vidt! Legen er barnets læringsarena. Det er dér, de udforsker vanskelige og farlige områder i trygge rammer.

- Det er ikke unaturligt, at der kommer sådan en panikreaktion. For jeg tror, man i de nordiske lande har været ret ubevidste om, hvilke muligheder der ligger i barndommen. Om at udnytte barndommens potentialer. Vi har jo altid syntes, det var vældig fint, at børn klatrede i træer, og den frie leg har været idealet. Men vi har måske glemt, at børn har nogle behov, vi ikke har stimuleret. Og her må måden, vi skal stimulere dem på, ikke blandes sammen med, at de skal stimuleres.

Bente Eriksen Hagtvets arbejde er beskrevet i: Skriftsprogsudvikling gennem leg, Gyldendal, 2. oplag 1997, og i Lek med språket, 1. oplag 1992, Universitetsforlaget, Oslo.

Det er jo vældig kunstigt at holde skriftbilledet borte fra børn, som vi har gjort


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Vind et hotelophold

5500_hotel _sixtus _middelfart _2017

Nu er sommeren rigtig tæt på, og det er derfor blevet finaletid i Folkeskolens sommerkonkurrence. Du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller inkl. middag og vin til en værdi af 7.500 kr. Deltag ved at følge linket: 

 Tricks