Beskrivelsen af uddannelsesområder ved hjælp af indikatorer (nøgletal) skaber en række videnskabelige problemer, der dog kan overvindes ved at kombinere videnskabelige metoder fra flere forskellige forskningsområder. Forhåbentlig kan også de være med til at afprøve sandhedsværdien af udokumenterede påstande.

Første eksempel er Finansministeriets 'Danmark som foregangsland' fra april 1997. Som indikator på folkeskolens evne til at skabe social mobilitet benyttes i resumé Erik Jørgen Hansens forløbsundersøgelse (En generation blev voksen, Socialforskningsinstituttet, 1995).

De undersøgte elever var elever i 7. klasse i 1968. Konklusionen i undersøgelsen var, at folkeskolen ikke var i stand til at skabe social mobilitet. Situationsbeskrivelsen i 'En generation blev voksen' blev derved en fremragende historisk kilde til vurdering af folkeskolens daværende praksis med at sortere 13-årige i 1. real og i 8. klasse, og til vurdering af folkeskolens daværende praksis med at smække døren i foran en lang række elever, der notorisk havde både evner og vilje til at dygtiggøre sig gennem eksamenssystemet.

Finansministeriets brug af indikatorer fra 1968 som relevante for folkeskolen i 1997 giver derimod et helt forvrænget billede af folkeskolen i 1997. Det må derfor kræves ved brugen af indikatorer, at deres tid, sted og ophavssituation bestemmes, nøjagtigt som ved alle andre historiske kilder.

Som andet eksempel på brug af indikatorer kan benyttes data fra Nordlæs-undersøgelsen (side 93). I denne undersøgelse sammenlignes lærervurdering med elevernes færdigheder, således som de blev målt efter IEA-målemettoden. Det fremgår af tallene, at danske lærere opfatter deres elever som 'meget gode læsere', når eleverne leverer præstationer, der i det svensktalende Finland blot opfattes som hørende til overgangen mellem 'gode læsere' og 'middelgode læsere'. Det fremgår således ved sproglig og matematisk fortolkning af talmaterialet, at danske lærere (til dansk-elever i 3. klasse i 1995) har betydelige kalibreringsproblemer. Danske lærere overvurderer deres elevers læsefærdigheder.

Eksemplet viser, at der først kommer viden ud af indikatorerne, når den matematiske fortolkning af de indsamlede data gives en sproglig form og problemerne får navn.

Det tilfredsstillende ved indikatorerne er, at de kan være med til at bekræfte eller afkræfte en hypotese, og derved være med til at udvikle videnskabeligt funderet teoridannelse om grundskoleforhold.

Agurketiden i 1996 var en opvisning i vulgær anvendelse af talmateriale. Gad vide, hvilke rådne tomater der i år skal smides i hovedet på lærerprofessionen?

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte