En ny stil af spil har snart længe været på banen og har dannet endnu et sammensat ord til at vildlede folk, der er uden for de dybeste kamre af informationsteknologi-verdenens hjerte: Edutainment. Ordet er sammensat af education og entertainment. Leg og læring på dansk - vi kan jo sige 'legæring' for at elitere os selv ud over fremmedsprogets horisonter. Jeg har igennem de sidste par år stiftet bekendtskab med legærings-programmer og børns møde med disse.

Legæringsspillene kommer ofte fra USA, Israel, Frankrig eller andre lande, der har råd og marked til at udvikle sådanne spil tilsyneladende med henblik på et økonomisk udbytte, da de ofte udmønter sig i en leflen for børnenes hedoniske ønsker og æstetik på linie med Mcdonalds og Disneys samt diverse legetøjsfabrikanters udformning af legetøj. Det vil sige figurer med store hoveder, fødder, hænder og øjne, masser af farver, funktioner og i spillenes tilfælde ligegyldig købmandsregning, der på ingen måde overgår selv de værste lærebøger fra 70'erne. En mindre ting er, at man i USA bruger punktum i stedet for kommaer og kommaer i stedet for punktummer, når man adskiller decimaler og tusinder. Hvilket skæmmer børnenes forhold til noget simpelt og funktionelt.

Edutainment-programmer er oftest langt mere i legehjørnet end i læringshatten. Børnene bliver langt mere optaget af at gennemprøve spillenes funktioner, banernes muligheder, træffe valg, og frem for alt gætter de oftere, end de regner, og som regel kommer spillet med det rigtige svar efter tredje gang.

De lege-lærespil, der henvender sig til de større børn, formår ikke at holde dem fanget. Primært, fordi små grønne papegøjer, lyshårede piger og klumpformede undervandsbåde ikke tiltaler en knægt på ti, 12 eller 13 år. Sekundært er opgaverne ofte for lette, og de få forsøg på kreative tegnefilmsprogrammer, der er udbudt, kan få enhver til at græde af grin over spillenes eget særegne Biedemeier-univers. Det er så langt fra virkeligheden, at det kun ligger på cd-rom.

Der syntes ikke at være skyggen af overvejelser eller pædagogik af nogen form indblandet i udviklingen af legæringsspil. Hvad værre er, spillene er ofte fulde af stavefejl, og de danske stemmer indtalt med en patos, der kun hører P 1's mest intellektuelle programmer til, men man kan vel heller ikke få en som Thomas Winding til at lægge stemme til noget så elendigt.

Kun ganske få danske firmaer har kunnet udbyde lege-lærespil, der heldigvis er af den bedre art, og hvor der åbenlyst har været en indlæringspædagogik indblandet. Til gengæld har brugervenligheden af disse spil været så ringe, at man har skudt langt over niveauet brugermæssigt i forhold til alder og langt under i opgavernes sværhedsgrad. Det har på sin vis holdt de ældre børn fanget, da selv det at finde ud af programmet kunne tage timer. Alligevel må jeg sige at have savnet en didaktisk omtanke både i forhold til udformning af opgaver og til opgavernes indhold.

Mit spørgsmål er, om børn er bedre stillet med al denne grafik og blær fra programmørernes side end den virkelige verden? Hvorfor al denne fjærten rundt i undervandsbåde, betuttede flyvemaskiner med glosuppeøjne, onde professorer, der hedder Grumle, hekse, der er mere nuttede end Peter Plys eller egern med et hoved, der er stort nok til en fin placering i Guinness Rekordbog. Det slog mig kraftigst med en smertens æg, da jeg under en rundtur på Danmarks Akvarium hørte en dreng udtrykke sig uforbeholdent om en skildpadde: 'Den så meget bedre ud i fjernsynet'.

Er det mig (?), eller kan et ungt menneske, som vi ønsker skal lære noget, ikke bedre relatere til et indkøb hos kassedamen i Netto, Brugsen eller den lokale købmand end at skulle købe ind i en drugstore hos en arketypisk amerikansk købmand, der går under navnet Ronald.

I gamle dage forsøgte man at lave biler, der lignede hestevogne. Udfaldet viser vel i dag, at det ikke var en holdning, der bar frugt. Det vil sige, at enten skal de almindelige programmer (regneark, tekstbehandling med videre) integreres i lærebøger, der kan erhverves af menigmand og skoler, eller skolelærere og pædagoger bør sætte deres fingeraftryk på de lege-lærespil, der bliver til rådighed i fremtiden.

Lærerstuderende på Zahles Seminarium.