Erik Thyge Nielsen spørger psykologfiffigt, om jeg ikke føler mig lidt ussel - lidt sjakalagtig - lidt af en åndelig ådselæder? (Folkeskolen nummer 19).

Tværtimod, for selvom jeg jager ofte, gerne og længe - jager jeg altid alene! Aldrig i flok! Som sjakalerne. Der som bekendt tilbringer dagen i skjul og går på 'jagt' om aftenen - i småflokke og helst efter ufarlige smådyr, eller eventuelt omringer større allerede svækkede dyr. Til selvakkompagnement af klagende gølyde!

Og i øvrigt gerne holder til, hvor større rovdyr færdes, for at fortære deres efterladenskaber. Hvem vil kalde det dåd?

Nej, hr. psykolog, prøv at udfordre de farlige dyr! Også om du får skrammer - eller endda taber. For sjakaler, der 'jager' Madsen, er ingen mangelvare.

Se blot, hvordan redaktøren af Folkeskolen har engageret en klaverstemmer i parforcejagten på Madsen! (Folkeskolen nummer 16). Kan vi mon fremover forvente en tandlæges eller mekanikers bidrag?

Eller en speciel rubrik med fri adgang for alle, der har en mening om - Madsen?

Men for at sige det kort til Erik Thyge Nielsen: Det, der keder og irriterer mig, er forudsigeligheden og den småborgerlige ærbarhed, der sjældent har andet at byde på end henvisninger til åndssvage undersøgelser - eller synspunkter der er nøje afstemt med, hvad der er stuerent i de salonpædagogiske kredse.

For så mange kan da vel ikke mene så lidt og så kedeligt?

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring