Der var engang, hvor det var nok, hvis man kunne tale sit modersmål og håndtere en blyant! Men den tid er for længst forbi, og i dag står vi over for en fremtid, som vores børn ofte kender mere til, end vi selv gør, fordi de behersker teknologien langt bedre end os - deres forældre og lærere. De lider ikke af computerskræk eller angsten for at fare vild på Internettet, men kaster sig med stor iver ud i det hele. Hvis bare de kunne få lov.

Staten og kommunerne har i årevis diskuteret, hvem der skal betale for, at vi kan nå målet om 5-10 elever per tidssvarende computer i år 2000 - holdt op imod i dag, hvor det ikke er unormalt, at over 50 elever må deles om en maskine. Med et ekstra bloktilskud i 1997 ser det ud til, at den politiske vilje er ved at være på plads, men spørgsmålet er, om det er nok? Rent økonomisk vil det kræve langt flere midler, hvis målet, om at alle lærere skal være personlige informationsteknologi-brugere, skal realiseres inden for en overskuelig fremtid. Men økonomien gør det ikke alene, viljen til forandring bliver også nødt til at være til stede i folkeskolen.

Den informationsteknologiske superhighway betyder, at verden påén gang er blevet uendelig stor og utrolig lille. Danske lærere og elever kan nu sende elektronisk post til over 20 millioner andre mennesker over hele kloden. Det øger behovet for et fælles sprog, som alle kan kommunikere igennem. Med Internettets fortsatte succes tyder meget på, at engelsk bliver fremtidens hovedsprog. Det betyder ikke, at andre store sprog skal nedprioriteres, men at vi i de kommende år bliver nødt til at sætte fokus på engelskundervisningen, hvis fremtidens unge skal kunne begå sig på den internationale scene, hvad enten det handler om Internet, udenlandsophold eller det at kunne læse, forstå og ikke mindst at tale engelsk.

Informationssamfundet lægger op til en hidtil uset åbenhed og ustyret adgang til information, kommunikation og debat, hvor vi ofte vil komme ud for, at ingen - hverken lærere eller elever - kender svarene på forhånd. Det betyder et opgør med selve lærer-elevrollen, hvor man som lærer må acceptere, at eleverne nogle gange er foran én selv. Fremtidens lærer bliver både en grundlægger og en guide, der hjælper eleven til selv at hente sine oplysninger på første hånd. Men eleven skal også være i stand til at søge, sortere og forholde sig kritisk til kilderne. Og det er her, at barnet får brug for de voksnes perspektiv og bistand.

Fordelen ved IT (informationsteknologi) er, at vi for første gang får mulighed for at omsætte den nye folkeskolelovs ord i praksis. IT giver det enkelte barn mulighed for at arbejde med faglige opgaver i eget tempo og med den sværhedsgrad, som passer til den enkelte. Kort sagt - differentieret undervisning på elevens eget niveau, hvor vi bliver nødt til at gøre op med bedømmelser i form af karakterer og eksamener. Det handler for eksempel ikke om, at vi får gode eller dårlige computerbrugere, som vi kan sætte '03' eller '11' på ryggen af. Målet er ikke et informationsteknologisk A- og B-hold men at få en gruppe, der sammen udnytter det, de hver især er bedst til.

For folkeskolen kunne den lærende organisation være startskuddet til, at tværfaglighed og gruppearbejde opprioriteres. Der er lavet utallige undersøgelser om 'peer-to-peer', hvor eleverne via gruppearbejde underviser hinanden, uden at dette tilsyneladende har haft nogen effekt på det nuværende skolesystem. Måske tænker vi allesammen for meget i kasser og produkter i stedet for i cirkler og processer. Learning-by-doing er en proces, hvor eleverne lærer engelsk, matematik og samfundsfag ved hjælp af deres egne erfaringer. Børn elsker at lege, og de elsker at lære, som Pia Grünbaum fortæller i rapporten 'Info-samfundet år 2000'. Computeren kan være et vidunderligt stykke legetøj, der skaber en tæt forbindelse mellem leg og læring, hvor det primært er os voksne, der hidtil har været interesserede i at skelne mellem leg, lærdom og seriøst arbejde. Hvorfor ikke i fremtiden lade nogle af delene smelte sammen? Men det kræver, at vi allesammen har en grundlæggende viden om IT, og et opgør med en sektoropdelt undervisning, hvor nogle underviser i matematik og andre i edb. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og. Det gælder også fremtidens læreruddannelse, der er på lovprogrammet i år. Vi må sikre, at de kommende lærere fra starten af deres studium bliver så fortrolige med den nye teknologi, at de kan bruge den både fagligt og teoretisk. Sidst men ikke mindst må vi politikere sikre, at de 37.000 lærere, der mener, at de har et virkeligt behov for IT-efteruddannelse, får den opkvalificering der skal til for, at vi kan bevare et uddannelsessystem, som er et af verdens bedste.

Medlem af Europa-parlamentet og forfatter til rapporten 'Infosamfundet år 2000'.