Debat

I min feberrus

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For indeværende er jeg i den situation at være sygemeldt på grund af lungebetændelse med mere. Trods feber, hoste, nyseanfald og et voldsomt fald i kursen vedrørende udseendet sidder jeg alligevel (omgivet af køkkenrulle, tekrus, honning, hostesaft, pastiller og Gammel Dansk - ja, ikke hunden, og jeg må hellere i den forbindelse oplyse, at jeg ikke er alkoholiker, trods den statistiske, store sandsynlighed jævnfør Socialforskningsinstituttet. Nu-Dansk er da i øvrigt også ved min side) og forbereder og planlægger såvel de fortløbende timer som de, der skal komme, hvad enten jeg er til stede eller fraværende. Telefonen har ringet nogle gange med forespørgsler fra forældre, som uvidende om mit sygeleje har forespurgt om stort og småt. Selv har jeg, pligtopfyldende som de fleste, måttet foretage flere opkald, sørge for indkøb, klassefest og så videre . . .

På hjemmefronten er der stadig de 'huslige sysler' at tage sig af, og jeg vil i den forbindelse ikke undlade at nævne, at der er teenagere i huset - mindst og konstant to af slagsen!

Jeg overvejer at undersøge, om der er mulighed for et rekreationsophold fjernt fra telefoner, postkasser, mennesker, dyr og computere, når jeg forhåbentlig snart har overlevet samtlige hoste-, nyse- og feberanfald.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Endvidere filosoferer jeg i min feberrus over, hvornår man egentlig atter skal møde op?

Skal det være, når man

1: Er helt rask? - med risiko for manglende tro på, at man har været syg

2: Endnu er syg? - med risiko for tilbagefald og ny sygemelding

3: Er så stresset af alt det arbejde, man skal lave hjemme, at det vil være en hel befrielse at tage i skole? - med risiko for at blive stemplet som tosset, men det er vel i grunden ikke så tosset - eller er det også at være syg?

Når dette læses, er jeg sandsynligvis tilbage, væbnet med et stykke kridt, støttet ved en stol med hjul og belastet med dårlig samvittighed og angst for en eventuel kommende sygeperiode.

Sandelig siger jeg eder: Det er ingen spøg at være (sygemeldt) klasselærer!

Susanne Bauer

Haslev