Overenskomstkongressen i Danmarks Lærerforening er slut for denne gang. Kravene til Overenskomst 97 er udtaget i enighed. De store hurdler - decentral løn og arbejdstid - blev kompromisset igennem. Så vidt, så godt! Formandskabet og hovedstyrelsen lagde enormt stor prestige i, at der bag kravene stod en samlet kongres. Det kan jeg godt forstå. Det er et særdeles væsentligt udgangspunkt, som nærmest må være et must - efter Overenskomst 95 og efter en medlemsundersøgelse, der klart peger på, at medlemmerne ønsker en forening, der står sammen om linien, samtidig med at der ønskes mere markante meldinger fra foreningen.

En enig kongres er godt nok - særligt hvis enigheden er reel og viser sig bæredygtig, når det virkeligt vanskelige starter; nemlig koordineringen med de øvrige organisationer, og senere, når forhandlingerne begynder.

Jeg opfatter dagspressens udlægning af kongressen sådan, at der er dømt et-et, forstået på den måde, at beslutningerne på de kontroversielle punkter - decentral løn og arbejdstid - giver alle muligheder for senere at vende tilbage til tilstanden i forbindelse med Overenskomst 95, hvor dele af foreningen i en indædt magtkamp sloges om medlemmernes gunst.

Jeg finder, at vi har valgt en rigtig linie omkring den decentrale løn; men jeg finder det betænkeligt, at kongressen kun giver spillerum til, at man kan udtrykke sig i absolutte, næsten besværgende vendinger omkring decentral løn. Jeg finder det nødvendigt, at kongressen, som repræsenterer medlemmerne, er i stand til at debattere et emne på flere planer. Med andre ord, hvis vores absolutte krav om afskaffelse af decentral løn ikke lykkes fuldt ud, så burde kongressen efter min mening have talt om muligheder for at udmønte hele lønsummen til lærerne. Ikke mindst når samme kongres tilkendegiver, at decentral løn ikke er et konfliktpunkt!

Hovedstyrelsens forslag omkring arbejdstid blev vedtaget, også selv om et flertal af kredse havde tilkendegivet, at man ikke ønskede arbejdstiden på dagsordenen ved denne overenskomst. Disse kredse, inklusive os selv, valgte at følge ledelsens strategi, idet synspunktet var, at et mindretal trods alt havde ønsker om ændringer. Kompromisset heri er, at kravene er yderst beskedne, og at de ikke griber ind i aftalens grundsubstans omkring planlægning og ej heller rykker ved balancen U, F og Ø.

Undertegnede er parat til at bakke linien op, det forventer jeg også, at hovedstyrelsen og kongressen er.

Samtidig vil jeg fortsat insistere på, at kontroversielle emner ikke skal ties ihjel eller markeres ved absolutte statements, hverken i kongressammenhæng eller i diskussionerne på lærerværelserne. Medlemmerne fortjener ikke en ledelse og en kongres, der fører strudsepolitik. Det er nødvendigt, at vi tager udgangspunkt i, at vi befinder os i midten af 90'erne og for længst har forladt 70'erne. Jeg tror ikke på en generel nej-linie. Tværtimod skal vi sige, hvad vi vil - det er et langt mere offensivt udgangspunkt! Men det kræver naturligvis en debatkultur, som betyder, at man kan nå frem til et fælles ståsted.

Helen Sørensen

formand

Herningegnens Lærerforening