Det er et stort problem for folkeskolen, at så mange ledere forlader den i disse år, både frivilligt og ufrivilligt.

For mig at se er der flere grunde hertil end de, der blev nævnt i Folkeskolen nummer 37.

I en familie kender de ældste mest til slægtens historie. Ingen anfægter denne kendsgerning, og børnene og de unge oplæres i slægtens historie af de ældre.

Forskellen mellem den yngre og den ældre i tid udgør en konstans i slægtens historie, som aldrig lader sig overskride eller ændre.

Denne konstans rummer i sig den sum af livserfaring, som den ældre har gennemlevet forud for den yngre.

På sin livserfaring bygger den ældre sine handlinger og beslutninger, og af denne kilde øser den ældre, når den yngre ønsker viden om livet.

Det faktum, at nogle har været et sted længere end andre, forhindrer ingen i at gøre deres egne erfaringer det samme sted. Nyere erfaringer vil ikke fremstå som de erfaringer, andre har gjort tidligere. Dog vil de alle være ligeværdige som livserfaring.

Hvis man overfører denne enkle indsigt til skoleverdenen, kunne megen nød og elendighed omkring skoleledelse forebygges og undgås. Indsigt opstår gennem nærvær, tid, erfaring og viden.

Jeg tror, at kommunerne og Undervisningsministeriet vejleder skolelederne ud fra en erhvervslivstankegang og i et management- og organisationsrettet sprog.

Ude på skolerne kan vi aflæse, hvor hovedprioriteringen ligger på landets lederkurser. Det daglige sprogbrug, den daglige ledelsesstil, den daglige op- eller nedprioritering af nærvær, samtale og samvær mellem ledelse-lærere og ledelse-børn afspejler i handling, hvad der satses på.

For sent opdager mange ledere, at skolen ikke er en virksomhed, men en levende organisme med sin egen hverdagspuls og sin egen historie.

Nye ledere kan ikke kende deres nye skoles historie. De er nødt til at lytte og lære. De er nødt til at respektere og medtænke de ældre læreres livslange erfaring som undervisere og opdragere samt de yngre læreres søgen efter fodfæste.

En skole er alle dens læreres værk og hviler på den samlede lærestabs livserfaring.

Af hverdagsliv skabes historie både i slægten og i skolen. Ledere bag computere skaber ikke historie. Ledere, der styrer skoler efter virksomhedsplaner, skaber ingen levende dansk folkeskole. Mens lederne 'sidder den af' dag ud og dag ind, fortsætter børn og lærere med at skabe skolens historie sammen af hverdagsliv. Disse ledere er ikke en del af skolens hverdagspuls. De forbliver historieløse på deres egen skole. Ingen kan ønske dette. Men ansvaret herfor findes.

I eventyrene opfyldes ens ønsker, hvis man har udstået sine prøvelser og fortæller ønskerne til den rette.

Gad vide, om vi ikke i folkeskolen er ved at være så vidt?

Vi kunne ønske os ledere med kærlighed til børn og til undervisning og til omgang med mennesker.

Vi kunne ønske os ledere, der søgte jobbet af kærlighed til dansk kultur og historie og til det demokrati, som er vort adelsmærke som folk.

Vi kunne ønske os ledere med kærlighed til samvær og samtale mellem ligeværdige medarbejdere og med kærlighed til de tillidsfulde fællesskaber for børn og voksne i skolehverdagen, som skaber skolekultur.

Folkeskolen behøver ledere, der indgår i skolens hverdagsliv med kærlighed og glæde, respekt og indsigt, tid og nærvær.

Mon ikke nogle lederkurser skulle laves om?

Elise Larsen

Aabenraa