Debat

Forskningens veje og vildveje

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 40 spurgte jeg lidt retorisk: 'Men har vi ikke i årevis netop hørt danske forskere sige, at deres forskning har vist, at de gode elever altid klarer sig?' Rabøl Hansen spørger derefter i nummer 41: 'Hvad er det for en forskning?' Spørgsmålet burde rettere have været: Hvad er det for forskere?

Jeg ser ingen grund til at opliste den række af kurser og foredrag, jeg gennem 20 år har deltaget i, og hvor påstanden har været fremført. Kun vil jeg citere psykologen Birgitte Helmstedt, der i Børn, Skole og Samfund 8/96 side 14 skriver: 'Faktisk forholder det sig sådan, at de mange pædagogiske forsøg på skolerne, der gik forud for folkeskolelovens vedtagelse, godtgjorde, at den udelte skole gavner de svagere elever, mens de stærkere klarer sig lige så godt som i den delte'. Det kan vel kun opfattes, som om Helmstedt er offer for den samme vildfarelse, som mit spørgsmål afslører, at jeg er.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg er enig med Helmstedt eller med konklusionen på udviklingsarbejderne, som den refereres. Det, jeg siger, er, at man i årevis har sagt sådan.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kjeld Johansen

viceskoleinspektør, Gudhjem