OECD roser ungdomsuddannelser

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Internationale eksperter og uddannelsesudvalget i OECD, Organization for Economic Cooperation and Development, roser Danmark for aktiviteterne for at forbedre ungdomsuddannelserne og initiativerne til at bygge bro mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, skriver Undervisningsministeriets Nyhedsbrev den 29. april.

De fire eksperter gennemførte i 1993 en eksamination af de danske ungdomsuddannelser, og vurderingen indbefatter, at det undersøgte land skal rapportere tilbage til OECD nogle år efter.

Det skete i Paris i sidste måned, og bedømmelsen var positiv. Man var blandt andet imponeret over, at Danmark i modsætning til mange andre lande formår at bevare erhversuddannelsernes appel til de unge - og dermed et højt tilgangsniveau, skriver nyhedsbrevet, som i samme nummer fortæller, at selv om der i 1996 er 2,1 procent færre unge på en årgang, stiger tilgangen til uddannelserne med 0,4 procent.

De almene gymnasier får i år et lille fald i tilgangen, mens flere unge har valgt erhvervsgymnasierne; samlet er de gymnasiale uddannelser stadig topscorer hos de unge.