Det er fint med en debat i kølvandet på den internationale undersøgelse, så længe denne debat bygger på saglige og konstruktive bestræbelser. Men når jeg både i dagspressen og nu også i Folkeskolen gentagne gange møder polemiske indlæg, der på baggrund af formodninger og meget personlige betragtninger prøver at nedgøre de fagfolk, der arbejder med dette, så synes jeg, bægeret er ved at være fyldt. Jeg ønsker ikke at begynde en debat med Birgitte B. Marcussen, men prøve at kommentere nogle af de påstande, hun fremsætter i Folkeskolen nummer ni. Jeg gør det, fordi jeg ikke ønsker, at der skal blive sået unødvendig tvivl om sammenhænge, der for længst er dokumenteret.

Det er meget vigtigt, at der skelnes mellem datamaterialet og den tolkning, som den enkelte forsker foretager på baggrund heraf. Derfor er det helt naturligt, at Jan Mejding i Folkeskolen nummer ti skelner mellem dette i sine rapporter, han har desuden fremlagt velbegrundede tolkninger af det store talmateriale.

For det andet var de danske resultater ikke elendige, som Birgitte B. Marcussen skriver. De var utilfredsstillende på baggrund af den store indsats, der landet over faktisk gøres for at give børnene en god skolestart. Derfor kan undersøgelsen ikke bruges til at skælde danske skolelærere ud (eller forskere). Undersøgelsen kan bruges til refleksion. Den kan give anledning til, at vi prøver at finde ud af, om der er noget, vi kunne gøre bedre. Allerede nu er der sket det, at der landet over er iværksat en utrolig mængde informations- og kursusvirksomhed, der skal sigte mod at opdatere lærerens viden om begynderundervisning i læsning. Og lærerne strømmer til.

Dernæst til Birgitte B. Marcussens problematiske betragtninger over de sammenhænge, vi må være opmærksomme på, når en kvalitetsforbedring skal iværksættes vedrørende den første læseundervisning.

Det ser ud, som om der på Bornholm er ved at være en stabil, positiv udvikling i elevernes læsefærdigheder i forhold til et landsgennemsnit. Men forklaringerne er naturligvis baseret på en vis usikkerhed, fordi ingen har foretaget kontrolleret forskning for at give disse forklaringer. Følgende forklaringer kan trækkes frem som mulige:

1. Bornholm har som eneste amt systematisk haft fat i alle treårige børn for at vurdere deres sproglige udvikling. På basis af dette har man tilbudt hjælp og støtte, hvor man har skønnet det nødvendigt. I forbindelse med dette arbejde har der desuden været tale om en stærkt udvidet forældrekontakt fra talepædagogernes side og om en udvidet satsning på arbejdet med småbørns sprog i dagpleje og børneinstitutioner.

2. Bornholm har været primær forsøgsområde i forbindelse med et forskningsprojekt om sammenhængen mellem børns sproglige bevidsthed og deres læseudvikling. Dette har medført en øget indsats i alle øens kommuner vedrørende stimulering af sproglig bevidsthed i børnehaveklasser og førsteklasser. Da forsøget (1985-90) har vist med meget stor sikkerhed, at denne indsats har stærkt positiv sammenhæng med læseudviklingen og i forhold til svage elever har en væsentlig forebyggende betydning, er denne faktor naturligvis også af stor betydning. Når Birgitte B. Marcussen derfor skriver, at dette arbejde ingen betydning har haft, taler hun imod bedre vidende, og man kan undre sig over hendes motiver. Denne viden er nu udgangspunkt for forskning vedrørende læsning i hele den internationale forskerverden, Bornholm har kun været en brik i dette videnspuslespil. Når Birgitte B. Marcussen endvidere skriver, at bornholmske lærere (her mener hun formodentlig børnehaveklasseledere) var imod projektet, så har hun kun ret i den forstand, at der var nogle få, der ikke umiddelbart ønskede at gå ind i forsøgsarbejdet. Siden forsøgsarbejdet blev afsluttet, har indsatsen på området været øgende, ikke bare på Bornholm, men i hele Norden. Når Bornholm var så tidligt ude i forhold til resten af landet, så vil det ganske naturligt slå igennem på resultatsiden her først.

En nyere undersøgelse viser, at bornholmerbørnene stadig ligger blandt de absolut bedst læsende børn i landet (i 2. og 3. klasse i 1994/95).

Hvis Bornholm skal bruges i en argumentation om kvaliteten i den første læseundervisning, så må det gøres på præmisser, der svarer til faktiske forhold, og erfaringen fra Bornholm kunne tyde på, at det betaler sig at være opmærksom på børnenes tidlige sproglige udvikling. Det kan gøres gennem et mere bevidst undersøgelses- og rådgivningsarbejde over for småbørn og deres forældre, og det kan gøres gennem arbejdet med sproglig opmærksomhed i børnehaveklasse og 1. klasse.

Men forskningen er nået videre. Samlet ved vi, at både hvad angår tale- og skriftsprog har barnets opvækstbetingelser (naturligvis) meget stor betydning, men vi kan i tillæg hertil pege på konkrete områder, der ser ud til at have en særlig betydning i barnets sproglige udvikling, og vi kan mere kvalificeret rådgive forældre og børnehavepersonale om dette, så vi kan tilrettelægge en sammenhængende forebyggende indsats fra børnehaven og ind i skolen.

(Forkortet af redaktionen)

Jørgen Frost, cand.pæd.psych.

leder af Bredtvet Kompetansesenter

Oslo