Debat

Se ved selvsyn

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Medierne har endnu en gang kørt en relevant debat om folkeskolen, ikke mindst læreruddannelsens utilstrækkelige tilknytning til det virkelige lærerarbejde og måske fokuseret i særdeleshed på problemstillingen med den pressede lærer, som skal omstille sig og opfylde utrolige forventninger uden den store (om nogen overhovedet) politiske opbakning. Meget relevante problemstillinger fra dagens folkeskole og bestemte områder, som vi må debattere/drøfte hele tiden for efterfølgende at handle til skolens bedste, ikke mindst for at bakke den dygtige folkeskolelærer op i sit daglige arbejde og for at skabe den optimale undervisningssituation for eleven. Folkeskolelæreren har gennem de senere år oplevet megen omstilling, de har engageret taget del i omstillingen, og de har bestemt også handlet herefter, hvorfor det er utroligt, at denne såkaldte ekspert John Aasted Halse mener, at folkeskolen 'har sovet i timen' og først nu vågner op til nutidens ændrede børnekarakter, og det tangerer det horrible, når samme ekspert anklager lærerne for altid at skælde forældrene ud . . . Disse helt urimelige og ukvalificerede anklager har Halse brugt uafbrudt gennem mange år. Eksperter har vi rigelig af, eksperter vil vi meget gerne lytte til i dagens skole, men når disse eksperter er så langt fra virkelighedens verden, er det bestemt ikke nemt at se, hvad sådanne råd skal bruges til. Halse og alle de andre pædagogiske eksperter (onde tunger kalder dem paver . . . måske lidt store ord!) skulle hellere bruge lidt af deres tid til at komme ud og se den udviklende folkeskole, som hele tiden tager udgangspunkt i den verden og børnekarakter, som løbende ændres. Der handles, og det kan også hr. Halse og andre se ved selvsyn!

Bjarne Danielsen

skoleinspektør, Brande

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler