I et indlæg i Folkeskolen nummer 9 beskylder Jørn Vedel Eriksen mig for at være tilhænger af basis-, kvalifikations- og resultatløn. Jørn Vedel Eriksen skulle tage at læse mit læserbrev igen og så i øvrigt læse overenskomstresultatet fra 1995 samt aftalen om decentral løn.

For nu at skære det ud i pap. Jeg så gerne decentral løn hen, hvor peberet gror, og jeg vil af al kraft bekæmpe individuelle løninstrumenter som basis-, kvalifikations- og resultatløn. Forskellen på mig og Jørn Vedel Eriksen består nok ikke så meget i vores holdning til disse løninstrumenter men derimod i vores strategi. Jeg mener, at DLF bør vælge en offensiv strategi og ikke den 'strudse-strategi' kongressen har valgt.

Decentral løn er en del af vores overenskomst, uanset hvad vi synes om den, og den afskaffes ikke, fordi vi som lærerforening vælger ikke at bruge den.

At det er urealistisk at få afskaffet den decentrale løn ved overenskomst 97 skyldes ikke så meget vore arbejdsgiveres ønske om at bevare en decentral løndel, men derimod det faktum, at stort set samtlige øvrige organisationer ønsker den decentrale løn.

Når decentral løn således er et faktum, er den offensive strategi, som jeg er tilhænger af, at bruge den decentrale løn ud fra objektive og funktionsbestemte kriterier til gavn for flest mulige af vore medlemmer og til gavn for dem, der leverer kerneydelsen i vores job, nemlig dem, der har mange undervisningstimer.

Derfor beklager jeg kraftigt, at kongressen ved sin 'strudsestrategi' forhindrer kredsene i aktivt at bruge den decentrale løn på den måde, jeg her har beskrevet, så vi ad den vej kan hindre, at den decentrale løn udvikler sig til individuel aflønning.

Man påvirker nu engang ikke udviklingen, når man som strudsen vælger at stikke hovedet i busken. Man risikerer derimod at få et spark et vist sted.

Bo Tryggedsson

konstitueret formand for

Odense Lærerforening