Sent ud bliver let for sent ude.

Vi har derfor i Københavns Lærerforenings pensionistafdelings faglige udvalg besluttet, at vi vil være i front fra starten. Jeg sluttede i sidste nummer med at skrive om skrappe krav til vore forhandlere.

I fortsættelse heraf siger vi i udvalget, at hvis vore forhandlere skal tro, at vi pensionister mener det alvorligt, når vi stiller skrappe krav til dem, må vi kunne fremvise en grov baggrundsgruppe af uafviselige pensionister. Her kan det ikke nytte noget, at der sidder små, spredte grupper forskellige steder i landet.

Hvis vi skal have en chance, må vi finde sammen med ligesindede, ikke blot i DLF, men også med andre store statslige og kommunale pensionistsammenslutninger.

Et sted skal nogen jo begynde, og vi har valgt at indbyde fraktion 4's hovedstyrelsesmedlemmer til et møde i marts, hvorefter det er vores mål, at vi skal brede os som ringe i vand, idet vi allerede nu søger forbindelse til kredse i Københavns Amt.

Nu er det jo ikke sådan, at vi tror, at alle vore krav er nye eller opfundet af os. Men der kan godt være en nuance, der kan vise sig at være betydningsfuld.

Lad os prøve at se på vores krav nummer seks. Det lød kort og godt: 'Alle løndele skal være pensionsgivende'. Dette udtrykkes i kongresvedtagelsen ( Folkeskolen nummer 46/95) således: 'Alle faste løndele skal være pensionsgivende'. Når man nu ved, og kongresdeltagerne er vel ikke ringere stillede i den retning end menige DLF-medlemmer, når man nu ved, at lokalløn og decentral løn ser ud til at udgøre en større og større del af den samlede lønsum, skal der ikke megen matematik til at beregne, hvilken bet (de faste løndele) kan blive for pensionisterne, hvis ikke de siger stop her.

Fortsættelsen må desværre vente til næste nummer.

Finn Andersen

Herlev