Der har været og er så megen kritik af foreningens manglende forståelse for sine medlemmers arbejdsforhold, psykiske miljø, ve og vel og så videre.

Men her er en solstrålehistorie!

Lignende er ganske vist kendt fra tidligere, men alligevel. For det er måske et foreningssignal til nye forhåbninger om, at nu vil man virkelig drage omsorg for sine fyrede og udsatte og lukke munden på sine mange kritikere.

Ved det seneste valg til hovedstyrelsen fravalgte menigmand et endog mangeårigt styrelsesmedlem.

Skulle den pågældende nu mon ud i det virkelige lærerliv?

Gennem realitetschok fra Vandkunsten til folkeskolen?

Interessen for hans videre færd var stor.

For menigmand så gerne undsagte organisationsfolk tilbage på gulvplanet.

Men nej.

For tænk! Den pågældende havde lige præcis de kvalifikationer, som foreningen efterlyste til et konsulentjob.

Var det ikke svært heldigt?

Og skam få den, som tænker ilde derom!

Tag det i stedet som et udtryk for, at foreningen kerer sig og tager hånd om sine udsatte.

Den, der finder arbejdet i folkeskolen for tungt, skal naturligvis hjælpes.

Retræteposter til alle, der måtte ønske det.

Eller hvad?

For der er vel ikke tale om særbehandling nok en gang?

Nej, så lavt må man ikke tænke.

Men fortsæt endelig med de smukke handlinger.

For almenvellets og anstændighedens skyld.

Inviter for eksempel trængte kolleger til ressourceindsamling og skåneuger på vore kursusejendomme.

Og brug blot af pengene fra receptions- og repræsentationskontoen til de få udvalgte i toppen og i forvejen begunstigede.

Henny Østervig

Viby Jylland